fredag den 31. oktober 2014

Dræb ikke en sangfugl

AF Harper Lee


Jeg kan lige så godt lægge ud med at sige, at jeg trods min brede og mangeårige
interesse indenfor litteraturen, for alvor opdagede en stor fejl i min litterære opdragelse.
Denne klassiker havde jeg aldrig hørt om, før en god veninde anbefalede den -
og det ender først og fremmest ud i et dybtfølt: TAK

Denne roman er skrevet i 1960, den foregår i 1930´erne i den fattige delstat Alabama.
Vi følger den lille pige "Spejder" og hendes bror Jem, efter moderens død
bor de sammen med deres far, en meget anerkendt advokat og deres sorte
tjenestepige. Spejder er en pige fuld af spørgsmål og tanker om livet, og de er
ikke så få i en lille piges liv. Vi følger hende hjemme og i skolen, og frem for alt
følger vi hendes indlemring i de voksnes (grusomme) verden. Spejder synes ikke
hendes far kan noget som helst, da han er et roligt og ofte fraværende gemyt,
men da han påtager sig at forsvare en af byens sorte, der står til at blive uskyldigt
dømt for overfald og voldtægt, ændres Spejders syn på faderen og verden.

Romanen er helt fantastisk velskrevet, sproget flyder og fanger fra første linje. 
Jeg har jo en stor forkærlighed for det gamle sprog, og lad mig blot sige: jeg fik fuld
valuta her. Den er spækket med skønne vendinger og herlige nostalgiske tilbageblik
i sprogets verden - Det var en ren fryd.

Romanen er et grimt indblik i de store raceproblemer, der var (og stadig er nogle steder)
Det er en fortælling om de hvides behandling af de sorte, både som undermennesker,
dumme og specielt fortællingen om, hvor svært det er for en sort at blive behandlet
retfærdigt i de hvides samfund. Må jeg i den forbindelse stærkt anbefale: Niceville,
som er en roman med samme emne, den er dog skrevet fra de sortes vinkel,
og, i min optik, en fuldkommen fantastisk beretning, og passer glimrende lige efter denne.

Dræb ikke en sangfugl er naturligvis et tilbagevendene emne, men det, der gør
den så anderledes er, at den er skrevet ud fra et barns oplevelser og synspunkter.
Det er en varm og kærlig roman, men med alvoren i forreste række, her vækkes
harme, empati og smil i en samlet flok - LÆS DEN!


onsdag den 29. oktober 2014

Savnet

AF Michael Katz Krefeld


Savnet er andet bind i serien om den tidligere politimand Ravn.
Jeg var okay godt underholdt i Afsporet, så jeg havde en forventning om, at Ravn
ville udfolde sig i denne nyeste. 

Bogen er præcis så velskrevet som sin forgænger, sproget er flydende og letlæseligt,
det er altid en stor force i min optik, så der er jeg igen begejstret. Handlingen er
opdelt i nutid og datid og i tre dele, den ene er Ravn, hovedpersonen
 - Jeg kan rigtig godt lide Ravn, og det første lange stykke af hans del, er i hovedreglen realistisk og levende.

Andel store del er hos Stasi i det gamle DDR, denne del er virkelig grum, men 
levende og virker (desværre) realistisk. Sidste del er nogle korte indblik I Mogens´
bevægegrunde og efterfølgende, hvad der sker med ham. Det virker rigtig godt
med de tre dele, dog synes jeg Stasi delen er alt for lang, der er for mange stilstående
kapitler, der sagtens kunne være kortet ned, samtidig med, at essensen af denne
del forblev levende og forklarende.

 I takt med at handlingen eskalerer bliver også gerningsmanden M/K tillagt helt
urealistiske handlinger - Det går simpelthen ikke hos mig.

I forgængeren hører vi en del om Ravns egenskaber som betjent, desværre var der
ikke megen handling bag ordene, så den del havde jeg virkelig set frem til, ville 
udvikle sig i toeren - Desværre er det blot en forlængelse af forgængeren.
Det er en stor skam, for som sagt, kan jeg rigtig godt lide Ravn, så jeg savnede
baggrund for hans engagement og langt mere realisme i hans handlinger. Naturligvis
bliver civilister ikke indraget i andre landes politiaktioner, ligesom løsningerne 
falder alt for nemt og fordi Ravn er "en helt fantastisk efterforsker" 

Plottet holder heller ikke helt denne gang, der mangler at blive bundet sløjfe 
på det essentielle og den går heller ikke hos mig.

Jeg var underholdt langt hen af vejen, det skal belønnes ligesom både
det herlige sprog og Stasi delens essens. Jeg lå på 4 langt hen ad vejen, men 
da handlingen så bliver så voldsomt urealistisk, blev jeg virkelig skuffet, derfor de 3.
Men den skal anbefales til krimielskere, og jeg ser frem til mere Ravn, 
mit ønske bliver igen: Langt mere realisme og mere pondus på Ravn.



Afsporet:

Spændende debut til Ravn :)
Den er velskrevet med gode realistiske dialoger, vekslingen mellem Ravn og Masja virker rigtig godt for mig. Trafficking er jo desværre et stadig aktuelt tema, både i virkeligheden og i disse års krimier. Selv om temaet er en anelse søgt, fungerer det som sagt fint her- siderne vendte helt sig selv.
Stereotypen Ravn er jo et komplekst menneske, jeg synes ikke rigtig jeg kom helt ind under huden på ham, men min nysgerrighed blev vakt. Til gengæld var jeg til stede i Masja og hendes grusomme verden - hun er uhyggelig godt beskrevet. 
Plottet holder noget af vejen, Seriemorderen bliver meget perifer, jeg synes desværre ikke rigtig, han bliver synlig nok - For mit vedkommende kunne han sagtens have været udeladt - Kampen om Majsa er al rigeligt :)
Politidelen er jo nærmest fjernet, idet Ravn er på orlov. Der er sporadiske billeder af hans evner som betjent, men i det samlede billede synes jeg Ravn mangler pondus i forhold til hans erhverv, ligesom jeg savner lidt mere end blot held og lidt fór søgte løsninger til slut. 
Alt i alt en rigtig god og spændende krimi, jeg vil afgjort læse mere om Ravn - og så håber jeg han får mere pondus, at hans rolle bliver mere i takt med de politimæssige kvaliteter der antydes i Afsporet.

mandag den 27. oktober 2014

Bønner for de bortførte

AF Jennifer Clement


Bønner for de bortførte er en fortælling om kvindehandel og levevilkår i Mexico -
Bogen er fiktion men er bygget på inspiration fra virkeligheden.

Bogen er velskrevet, levende og yderst realistisk i al sin gru. Ind imellem
forekommer nogle gentagelser og lidt rod i historikken, der kortvarigt ødelægger
flowet, men derudover, er den fængende fra start til slut.

Man følger Ladydi (opkaldt efter Lady Diana, der også havde en utro ægtemand)
hun bor på landet i Mexico, på et bjerg udenfor Acapulco. Bjerget er udelukkende
befolket af kvinder og deres børn, da mændene enten arbejder andre steder,
eller er stukket af fra familierne. Ladydi og hendes veninder bliver drenge
straks efter fødslen, dvs. de bliver klippet korthårede, får drengetøj på, bliver
smurt ind i jord og henna og får farvet tænderne sorte - Det er den eneste mulighed
for at forsøge at gemme dem fra de mange narkobander, der kidnapper piger
hver dag. Skulle drenge tricks ikke hjælpe, har alle mødre gravet huller
i jorden på deres grunde, der må pigerne gemme sig, så snart de hører en bil på bjerget.

Ladydi bor alene med en alkoholiseret og forsmået mor, efter hendes utro far
har forladt dem til fordel for sin nye familie i USA. Vi følger pigernes hverdag,
deres venskab og deres grufulde dagligdag ligefra den yderst mangelfulde skolegang
til fundende af opiumsmarker og oversprøjtninger med gift fra militærets helikoptere.
Først forsvinder frisøren, så veninden og derefter må Ladydi væk - 
Det kommer hun, men...

Romanen er meget stærk, den gør stort indtryk trods det fiktive. Men da forfatteren
beretter om de mange handlede kvinder og børn, er det tydeligt, at hun ved hvordan
tingene sker i Mexico, og derfor er alt så (grusomt) realistisk.

Den har som sagt små korte udfald, men helheden er rigtig god, det er en øjenåbner,
og forhåbentlig en debatskabende roman, der får flere på barrikaderne, så
forholdende i dette lovløse land kan forbedres. Den skal klart anbefales.


søndag den 26. oktober 2014

Den grænseløse

AF Jussi Adler Olsen


Den grænseløse er 6. bind i serien om Københavns politis paria: Carl Mørck
og hans team i afdeling Q - Og lad mig blot slå fast, jeg tror bestemt denne
nyeste vil dele vandene hos de mange fans.

Denne krimi/thriller er yderst velskrevet, sproget er levende og flyder herligt,
og når indholdet er i orden er det jo en fryd, med så fyldig en bog.
Også denne gang er hanlingen tvedelt, denne gang dog med det tvist, at
Carl, Assad og Rosas del er godt gedigent opklaringsarbejde, mens 
handlingen i "soltemplet" er bygget op som en thriller - Det virker stadig
rigtig godt i min optik, trods det at delen med Atus højre hånd, ind imellem
kan gå lige til kanten, og nogle vil muligvis finde delen langsommelig.
Opbygningen af denne side del som thriller, når ikke de vilde højder hos mig,
men jeg var trods alt fanget og underholdt hele vejen igennem.

Persongalleriet er igen Carl, Assad og Rosa som de primære, igen følges Carl
helt tæt på, og hans egenrådige og skæve person er jeg så absolut ikke
færdig med endnu. Rosa overrasker meget i denne nyeste, mens jeg
altså slet ikke kan stå for Assad - Hans humor og årvågenhed er altså
stadig et forfriskende pust - og så er jeg vild med hans talesprog - Det har fra 
starten været en meget stor force i romanerne, og det holder stadig.

Plottet holder hele vejen, jeg mente mig meget sikker i min sag omkring løsningen,
men sørme om ikke jeg blev slået på målstregen, herligt.

Jeg tror som sagt, at denne nye skrivemåde vil dele vandene, for der er 
altså en stor forandring i forhold til de forgående. Her er solidt politiarbejde, 
helt fra bunden, ingen emme, eller hovsa-løsninger. Det er krimi når det er bedst. 
Tilhængere af de tidligere meget voldsomme handlinger, vil enten elske denne
mere afdæmpede stil, eller blive skuffede over drejningen. 

Personligt var jeg vild med det gennemarbejdede opklaringsarbejde, det minder
om de gode gedigne engelske krimier, stor cadeau herfra. Og da hele bogen
samlet set er både realistisk og levende i både dialoger og personer, kan
jeg ikke andet end være tilfreds med at have tilbragt min weekend i godt selskab.
Jeg ser frem til den næste, og håber ikke der går flere år inden den kommer.




Marco Effekten:

Endelig kom så denne længe ventede 5. bog af serien på 10 bind om Carl Mørch, Assad, Rose og de andre herlige personer i Carls omtumlede liv.
Jeg synes der gik ALT for længe før den kom, men må da indrømme at det års forsinkelse den bragte, var værd at vente på
Jeg synes klart at det er den bog, der har det mest hæsblæsende tempo, flere gange måtte jeg stoppe øjnene i at glide længere i teksten end jeg reelt var. Persongalleriet er som altid livligt, yderst velskrevet og afspejler de mange sider af mennesket på godt og ondt. Siderne vender igen sig selv og jeg var i miljøet
Selve handlingen er rå: magt, korruption, vold og en art menneskehandel er hård kost, og desværre jo et aktuelt tema fra primært strøget i Kbh. Efter en kort afstikker i starten, rammer vi handlingens åre, trevl for trevl hvirvles den op, og læseren sidder helt til slut uden at kende udfaldet.
Jeg håber sandelig ikke der går flere år før vi får den næste, og efter hvad Jussi selv forklarede så har han jo de 10 bøgers drejebog klar, det bliver fantastisk at få mysteriet om Rose, Assad og Carl opklaret i bog 7-8-9… Men jeg napper gladeligt en sag mere fra Afd. Q mens vi venter på at personernes historie bliver afdækket.
Der er et par steder, hvor jeg synes Jussi stikker af i forhold til Carls person, det kan jeg ikke helt komme fra at være lidt skuffet over, men i det store hele var det, igen, en gedigen læseoplevelse.

fredag den 24. oktober 2014

Hjemkomsten

AF Victoria Hislop


Hjemkomsten er 3. bind af Hislop, de to første; Øen & Tråden var virkelig velskrevede,
med gode personskildringer og historiske tilbageblik på Grækenland.
Jeg var derfor meget forventningsfuld omkring denne nyeste og havde glædet mig - meget.

Denne gang er Hislop hoppet til Spanien, der er borgerkrigen og Francos diktatur,
der er under behandling sammen med historien. 

Denne roman er præcis så velskrevet som de to forgående, sproget flyder let
og de små 600 sider er faktisk hurtigt læst. 

Som i Tråden, er også denne handling delt i to, en nutidig og en historisk. Vi følger Engelske Sonia, der tager til Granada med sin veninde for at danse. Her møder hun en
ældre Spansk herre på en café, og han fortæller historien om familien, der
ejer cafeen og ikke mindst fortæller han om de mørke år i den spanske historie.

 Hvor det i Tråden virkede super godt, fik den nutidige handling her, alt for meget plads,
Sonias liv i den engelske landadel er fyldt med klicheer, pladderromantik og
alt for letkøbt "knaldroman" Jeg kedede mig bravt gennem de første 150 siders
meget detaljerede beretninger om dans og et problemfyldt ægteskab.

Den historiske del bærer igen præg af stor indsigt, jeg var også denne gang begejstret 
for gennemgangen, dette store forarbejde er Hislop altså bare ferm til.
Til gengæld mærkede jeg stort set ikke mine personer denne gang, de blev for 
perifere og handlingen blev på en eller anden måde hastet igennem.Jeg mærkede
langt mere distancen end det tætte forhold til personerne. 

Jeg tænker på, om jeg måske har haft for store forventninger, idet jeg jo var vild med
de to første, eller om kvaliteten bare er dalet så meget - eller en blanding.
Under alle omstændigheder er jeg skuffet, faktisk meget skuffet. Nok mest fordi
jeg jo ved, hvad Hislop faktisk kan bedrive - Jeg ender med at give
to, en for det letlæselige sprog og en for det historiske - og skulle nogen
være i tvivl, så gær det lidt ondt - Hun kan meget mere, og jeg håber hun finder tilbage.


Tråden:

Endnu en fuldkommen fantastisk græsk slægtsroman fra Hislop. 
Helt i stil med Øen, er også denne roman super velskrevet, personer og omgivelser er spillevende og så velsbeskrevede, at læseren rent faktisk er til stede i byen.

 Vi er helt inde under huden på Katharina, griner og græder med hende, mens vi bliver taget med gennem de voldsomme år i verdenhistorien. Romanen er en kærlighedserklæring til Grækenland samtidig med at den afspejler alle de grufulde handlinger, der udspandt sig i de årtier.

 Den er ganske enkelt ikke til at lægge fra sig, når først man har læst de første linjer, og trods de mange sider, er det en pageturner af rang, hvor siderne vender sig selv. Afgjort endnu en Must read fra Hislop - Hun er sublim indenfor denne genre.



Øen:

En helt fantastisk og ekstraordinær fortælling. Bogen er velskrevet og fanger fra første linie, så siderne vender sig selv i et rasende tempo.
Historien er både grum og hjertevarm, læseren griner og græder med de involverede - persongalleriet og omgivelserne er så velbeskrevede, at jeg var til stede både på øen og i landsbyen.
Klart en fortælling, der sidder i kroppen længe efter endt læsning - Den er et MUST read


onsdag den 22. oktober 2014

Våbenskjold

AF Thomas Enger


Våbenskjold er 4. bind i serien om journalisten Henning Juul, jeg har virkelig været
meget begejstret for de forgående, så jeg havde glædet mig til denne nyeste.

Enger skriver så jeg som læser, blot skal læne mig tilbage og sørge for at
bogen eller iPaden er placeret foran mig, sproget flyder og alle dialoger og mennesker
er realistiske og levende, siderne vender nærmest sig selv - det er herligt.

Persongalleriet er mangfoldigt, der er rigtig mange gengangere, hovedpersonen Henning,
eks. konen Nora, kollegaen Ivar og så de mange fra politiet og underverdenen, 
der er viklet ind i Hennings tragedie fra de tidligere bøger i serien. Alle personer
er som sagt levende og realistiske, det er figurer på godt og ondt. Dertil kommer
så denne bogs personer, så der er mange bolde i spil, men bare rolig - Enger 
sørger for at alle passer ordentligt ind, og boldene gribes - hver og en.

Handlingen er igen bygget dobbelt op, således følges Henning i hans kamp for
at opklare brandattentatet på ham, der kostede hans søn livet, og denne gang
er det så Nora, der står får den anden del. Det fungerer rigtig godt for mig, med 
denne dobbelte handling, dog synes jeg Nora får tillagt lidt for mange urealistiske
handlinger denne gang. Der er lidt for mange lette løsninger og dumheder til
at jeg synes realismen bevares - Men i det store billede er det et enkelt 
minus i et ellers rigtig godt samlet billede.

Plottet holder hele vejen, også denne gang. Jeg troede flere gange, jeg havde regnet
løsningen ud, men blev klogere - Og i Hennings private kamp ender denne fjerde
bog i en kæmpe eksplosion - Der er nogle ender, der ikke bindes men det er udelukkende en appetitvækker til den næste, det gør intet her, udover at forøge spændingen
og gøre ventetiden endnu mere forventningsfuld.



Blodrus:

Endnu en perle fra Engers hånd :)
Denne tredje i serien, fortsætter hvor den forgående slap:
Sproget flyder, replikkerne er realistiske og falder naturligt og frem for alt flyder helheden, så siderne vender sig selv – og krimien er læst på rekordtid :)

Denne gang får vi løftet lidt af sløret for, hvorfor Henning ikke ser sin søster, og har et meget anstrengt forhold til moderen – Det virker rigtig godt, at vi følger lidt af søsterens bevægegrunde sideløbende med mordene.
Selve plottet, eller dem begge, holder hele vejen. Der bygges løbende op, vi er med på sidelinjen og da trådene samles til slut, er det med os helt tæt på… Politidelen er i orden, og frem for alt har Henning ikke en utopisk rolle i den :)
Jeg glæder mig til den næste i serien – og den må gerne komme meget snart


Fantomsmerte:

Hold nu fast, der er gang i denne 2. del i Henning Juul serien.
Det er en god gedigen krimi, en rigtig pageturner, hvor teksten flyder og læseren er på fra side et :)
Nye læsere kan sagtens starte her, men jeg er nu glad for at have været med fra starten.
Persongalleriet er stort og selv om beskrivelserne ikke når op på Karin Wahlberg niveau, er det en rigtig god læseoplevelse. Vi er primært under huden på Henning, men snuser også til nogle af de fortløbende personer.
Der er en lille smule: Ja ja, en journalist, der opklarer forbrydelsen i stedet for politiet, over handlingen. Men jeg synes faktisk den holder hele vejen, dette til trods.
Jeg var rigtig godt underholdt, og glæder mig til den næste i serien :)

mandag den 20. oktober 2014

DU

AF Caroline Kepnes


DU er forfatterens debut som forfatter, og lad mig blot slå fast med det samme,
hun skriver som ganske få - meget originalt med en meget anderledes opbygning.

DU er en psykologisk thriller/spændingsroman, den er opbygget således at eneste 
hovedperson er Joe - Hele bogen er bygget op om hans tanker og handlinger, 
det er en meget alternativ skrivemetode, og jeg brød mig ikke rigtigt om den, måske
mest idet, den hos mig fuldkommen blokkerede for al spænding.

Joe bliver betaget af Beck da hun besøger hans boghandel, med det samme mærker
han, at hun vil have ham og han starter forfølgelsen. Han hacker hendes email,
stjæler hendes telefon og jagter på hende er sat ind. Herefter er DU født.

Der er ufattelig mange navne i spil, der henvises til bøger, tv serier, skuespillere osv.
Det ødelægger meget af læseflowet, da formen med du, i forvejen kræver stor
tilvænning, i alle tilfælde hos mig. Der er korte momenter med en form for
"almindelig" handling, men hos mig drukner de i hastigheden, navnene og du-formen.

Samtidig havde jeg det problem, at jeg faktisk ikke brød mig om figurerne, Joe
er et sygt menneske, men Beck og de øvrige er faktisk næsten alle som én, meget
selvoptagede, dominerende og uden mulighed for at skabe en identifikation med
mig som læser - det eneste jeg fandt i fællesskabet var kærligheden til litteraturen.

Trods min modvilje mod formen, var den faktisk hurtigt læst, jeg fandt ud af,
at jeg havde en opfattelse af slutningen, og nu blev nysgerrig på om den holdt.
Derfor var den læst hurtigere end jeg havde ventet, og det skal trods alt belønnes.

Som spændingsroman virkede den slet ikke for mig, men som et frisk pust
i al triviallitterarturen, må jeg trods alt belønne originaliteten. Jeg ville give 2-2½
men da jeg trods alt lod slutningen finde rum i mine gætterier, runder jeg op.








søndag den 19. oktober 2014

Hele byen ved det

AF Michael Robak


Det var med stor spænding jeg kastede mig over denne debutroman - Jeg har
læst uddrag i dagspressen, og tænkte: Hold da fast, det er modigt at være et kendt
ansigt i medieverdenen og så udgive en bog, der handler så meget om sex,
og er så bramfri i formuleringerne... Var jeg mon, trods alt, for sart?

Romanen er virkelig velskrevet, jeg fandt mig selv fanget fra første side, sproget
er levende og frem for alt, yderst realistisk - det var en sand fornøjelse, og
faktisk er romanen utrolig hurtigt læst - Det er jo en klar kvalitets stjerne.

Romanens hovedperson Tommy, er et ynkeligt individ på 42 år, dybt alkoholiseret,
kasseret af store dele af hans omgangskreds. Han har en meget sygelig jalousi
overfor ex. kæresten, og denne forfines til at tage hævn overfor hans fjende
og udvikles til at Tommy selvbestaltet begynder at afsløre andre menneskers utroskab.
   
Vi følger Tommy fra barnsben i Jylland, hvor han bliver sviget af sin far, dette svigt
sidder fast og barnet Tommy er med hele vejen igennem handlingen. 
Da vi møder ham, ved afsendelsen af det første afslørings-brev, er hans jalousi blevet
for meget for kæresten, der har forladt ham sammen med pap datteren Karla.
Hans selvdestruktive nedtur er stærkt fremskreden, og alt imens jobbene forsvinder ud af hans hænder, er det eneste der virker for ham, hans sexliv, og det fylder meget.

Her kommer så også menneskerne i hans liv ind i billedet, og specielt kvinderne.
Barndommens første kæreste Cecil og nutidens ex. Gry - og deriblandt de øvrige
han dyker. Og lad mig blot slå fast: JA, det er utrolig mange sexscener i denne
roman,de er direkte i sproget, og lidt for gentagene  - Men vulgært bliver det aldrig.

Jeg kan faktisk ikke lide Tommy, han er narcissistisk, fordrukken og ja, ynkelig.
Men sammen med papdatteren Karla bliver han menneskelig, og jeg ser at
inde bag hans tåbelige handlinger, stråler ren kærlighed, og så krøb han alligevel 
på en eller anden måde, ind under huden på mig.

Dette er på mange måder en stereotyp roman, mandlig fordrukken journalist, der
svigter både sig selv og omgangskredsen - Men trods de mange næsten ens
seksuelle og alkoholindtagende beskrivelser, er den alligevel lidt original,
dels pga. det rigtig gode sprog, og dels da jeg fornemmer en virkelig sort galgenhumor 
bag handlingerne. Jeg var underholdt, og den skal bestemt anbefales.




lørdag den 18. oktober 2014

Åbent Hus

AF Sofie Sarenbrant


Dette er 5. krimi fra denne forfatter, 3. bind i serien om den svenske politikvinde Emma.

Sarenbrants krimier er alle i den absolut lette ende, det ændrer heller ikke denne
nyeste på. Med de forgående i erindring kendte jeg præmissen og havde egentlig 
ikke de store forventninger, da jeg ikke var specielt begejstret for de forgående.

Præcis som de fire forgående, er også denne meget letlæselig, det er stereotyp
femikrimi som de er flest. Men sproget flyder og faktisk er bogen meget hurtigt læst
da der ikke kræves de store hjernevindinger, men .udelukkende kan hyggelæses.

Persongalleriet er mangfoldigt, tidligere læsere vil genkende Emma, hendes familie og hendes kollegaer. Denne gang bruges der utrolig meget tid på de enkelte figurers
indre, faktisk så meget, at jeg flere gange synes jeg vandrede i ring og læste gentagelser i stedet for yderligere handling. Men trods den meget plads til personerne, føler jeg
heler ikke denne gang, at jeg er kommet rigtig ind under huden på dem.
Måske fordi f.eks. Emma er nødt til at gennemse sin facebookliste, for at finde
venner at ringe til - hun er stadig ikke tydelig hos mig, og den del jeg oplever, 
bryder jeg mig stadig ikke om - Hun er stadig egenrådig og bedrevidende..

Politiet spiller en stor rolle, også denne gang - men i lighed med tidligere mangler
jeg realisme og en meget tættere beskrivelse af opklaringen. Der er igen, alt for
mange fejl og nemme løsninger - Det er altså en virkelig stor mangel i disse bøger,
det ville løfte kvaliteten markant, his denne del kom på plads.

Plottet holder til gengæld denne gang, og det er opbygget således at læseren ikke
kan undgå at gætte livligt med, og selv om sammenhængen gættes er man 
ikke rigtigt sikker, før helt til sidst - det skal belønnes.

Desværre har forfatteren valgt ikke at binde sløjferne til slut, det kan kun betyde at
hun  vil skrive videre på denne handling, i en kommende bog.
Det gør mig intet, hvis kvaliteten og spændingen kan bevares, så venter jeg
hjertens gerne - problemet her er, at jeg slet ikke synes der er nok til en fortsættelse.
Som nævnt synes jeg der var en del trivialiteter og gentagelser, jeg havde meget
hellere set en gedigen redigering, således at der var skåret ind til benet, og læseren
havde fået en regulær afslutning, så dette er et klart minus hos mig.

Jeg ender på 2, en for det letlæselige sprog og en for at plottet holder.


fredag den 17. oktober 2014

Hævntørst

AF Karin Slaughter


Hævntørst er oversat efter Cop Town - Politi byen, og er en krimi udenfor det sædvanlige 
univers hos Sarah og Will - Vi har i stedet budt velkommen til Maggie & Kate
og for filan det er sublim forfatterkunst... Igen 

Jeg har været med hele vejen på Slaugters vej med Will Trent og Sarah, de to
der udgør en lang serie af krimier i verdensklasse, så naturligvis lå denne nye helt i
top på min forventningsliste, og jeg skal med det samme afklare: den lever FULDT
op til forventningerne, jeg savede slet ikke de to vanlige figurer - det her er virkelig
endnu en sublim oplevelse fra verdens bedste kvindelige krimiforfatter.

Handlingen foregår i Atlanta i 1970´ erne, her er det ganske nyt med kvindelige
politibetjente, det vrimler med alkoholiserede betjente, hadet til de farvede, de homoseksuelle, og de anderledes er enormt. Politiet går ikke af vejen for at bruge
vold og magt i dagligdagen, ligesom de kører byen på deres egen præmisser.

5 Betjente bliver likvideret, den seneste da Kate starter i tjeneste efter poitiskolen
. Kate bliver sat sammen med Maggie, som har været betjent i 4 år, og så går
det ellers over stok og sten, med både handling og personernes udvikling.

Bogen er endnu engang virkelig velskrevet, Slaughter evner som ganske få at skabe 
et fuldkommen levende og realistisk forløb. Alle handlinger og dialoger er lyslevende,
jeg var til stede i universet fra første til sidste linje. 

Det er råt hele vejen igennem, ligefra sproget til handlingerne, men på intet tidspunkt 
bliver der afviget fra realismen - Der ligger et kæmpe vidensarbejde bag, for
dette er ikke bare en krimi, hvor vi som læsere skal underholdes og gætte med.
Dette er ligeså meget en historie om politiet i USA og dets udvikling, skræmmende
at det "kun" er 40 år siden, dette foregik. Men igen evner Slaughter, at  få
socialrealisme indflettet i hendes handling - Det er altså virklig godt.

Jeg bøjer mig igen i støvet, top karakterer og eneste klage: øv, den er slut
nu er det ventetiden igen - Jeg vil meget gerne læse mere om Kate & Maggie,
så uagtet hvilken vej der vælges til den kommende er jeg klar.

LÆS DEN