torsdag den 27. november 2014

Sirile gentlemen søges

AF Karin Brunk Holmqvist


Denne fantastiske roman er den anden jeg kaster mig over fra denne forfatter.
Jeg har tidligere læst: Potensgiverne med stor glæde, så jeg har glædet mig
til denne og forventningerne var i top, de blev indfriet til UG. 

Denne roman er præcis så velskrevet og levende som ovennævnte. Sproget flyder,
det er en herlig blanding af nostalgi og nyt. 

Enken Margit på 81 år og naboen, gammeljomfruen Alma på 79 år har gennem
mange år boet dør om dør lidt udenfor en lille svensk by. De drikker kaffe sammen
hver dag på samme tidspunkt, altid med to stykker knækbrød og to stykker 
lyst brød. De er hjertevarme veninder og nyder hinandens selskab og deres haver.

Men byen skal fornys og de to damer bliver tvunget ud af deres hjem. Da kommunen
ikke kan give dem en ældrebolig med det samme, havner de på byens plejehjem
i et aflastningsværelse, sammen. Det bliver starten på et helt nyt liv for de to
skønne kvinder, de begynder på pc kursus, de møder nye mennesker og så
opdager de affærer, der ikke tåler dagens lys. En dag falder de over personalets
søgen på computeren, efter mænd - og så sættes tanker og handlinger i gang.

Romanen er på alle måder en herlig oplevelse, dels var jeg flere gange hjemme
i min mormors hjem (kæmpe stort tak for de kærlige billeder fra fortiden) og
dels foregår hele handlingen i et virkelig adstadigt tempo. Her er humor på
højt plan, omsorg og ægte venskab. Dialoger og handlinger er fuldkommen levende
og meget realistiske for mennesker i den alder, det var en fryd at være med
på sidelinjen. Den store litterære kunst er det ikke, men det gør intet, for denne
roman opfylder til fulde kravene til originalitet og velskrevet underholdning.

Den skal så afgjort have de varmeste anbefalinger, udover Potensgiverne 
også skrevet: Glimmerbøsserne, den har jeg heldigvis stadig til gode, så jeg
vil se frem til at kaste mine øjne i den også. Kort sagt: Læs dem alle tre!



onsdag den 26. november 2014

Sportsdirektøren

AF Brian Holm


Sportsdirektøren er Brian Holms tilbageblik på den sidste sæson som sportsdirektør
for HTC holdet, også det sidste år i holdets historie, da det blev lukket i 2011.

Som cykelfan har jeg heldigvis fået mere og mere af min store interesse dækket
gennem de seneste år. Dels sender TV mere fra løbene, der er kommet mere
fokus på forholdende og menneskene bag holdet og endelig er der skrevet
noget virkelig gode bøger af gode folk, her vil jeg specielt nævne: 
Riis, om Bjarne Riis og  Debutantens dagbog af Dennis Ritter & Chris Anker Sørensen.

Jeg har fulgt Brian Holm i mange år, både som udøvende rytter og sportsdirektør.
Jeg har stor respekt for det store arbejde han udfører, og ikke mindst for hans
store viden og delagtiggørelsen i hans dispositioner. Senest har jeg læst hans
seneste bog: Den sidste kilometer - om Brians kamp mod cancer. Jeg har som
sagt stor respekt for manden, så naturligvis måtte jeg med bag kulissen i denne
bog, og jeg kan med det samme afsløre: Det var herligt at være med.

Bogen er virkelig velskrevet, sproget er levende og flyder i en lind strøm. Nuvel, læseren
skal være interesseret i cykling, men det antager jeg er et præmis for overhovedet
at kaste sig over bogen. Den er så velskrevet, at jeg var til stede under hele sæsonen,
jeg kunne for mit indre blik se Brian Holm dirigere tropperne, og næsten høre hans
stemme, mens jeg læste - Det var virkelig guf.

Dette er et unikt indblik i de taktiske forberedelser og udførelser, opbygningen omkring
holdet, de menneskelige relationer: indbyrdes på holdet fra top til bund, holdene
imellem og mellem hold og arrangører m.v. Jeg var bl.a. med da ryttere blev valgt
til og fra, da Alex Rasmussen må fyres og da Mark Cavendish, den store spinterkonge,
skal have hjælp til at vinde VM i København. Kort sagt: Jeg var med derinde, hvor
alt det essentielle omkring et cykelhold skal fungere.

Brian Holm er en mand af få og konkrete ord i offentligheden, her løftes lidt af sløret
for en af hans andre sider. Han er hård når det gælder, både overfor hans familie
og hans arbejdskollegaer, men samtidig evner han at give ris og ros på en
saglig og respektfuld måde - Han er i min optik, en stor gave til cykelsporten.

Da jeg altid sidder med abstinenser i vinterperioden, har jeg her fået stillet dem en smule,
denne bog gav mig både fænomenal viden, herlige "gensyn" og fik mig til at
glemme det kolde efterår udenfor. Samtidig må jeg med skam melde, at det var gået
min næse forbi, at Brian har skrevet en bog om hans karriere. Men pyt, for det
at jeg har misset den hidtil, gør jo nu, at jeg kan glæde mig til endnu en tur gennem
cykelland denne vinter. 

For cykelfans er denne bog et MUST read, velskrevet, informativ og levende
Læs den!


mandag den 24. november 2014

I ond tro

AF Bille & Bille


I ond tro er tredje krimi fra parret, om videnskabs-journalisten Thea Vind.
Jeg har ikke læst de forgående, så jeg havde på forhånd, et åbent sind
og ingen forventninger jeg skulle have indfriet.

Denne krimi trækker tråde i erindringen til Sissel-Jo Gazans videnskabskrimier,
jeg var ikke specielt begejstret for dem, men de er et frisk pust mellem de
mange stereotyper, jeg håbede på lidt af det samme her. 

Til gengæld lever også denne helt op til det trivielle
og meget stereotype: Kvindelig journalist, der på forunderligste vis, rodes ind
i mord efter mord, nærmest skal opklare forbrydelsen for politiet og naturligvis 
nærmest bliver super-woman. Når en roman kaster sig ud vand, fyldt med samme
slags "fisk" skal den virkelig byde på noget ekstraordinært hos mig, for
at jeg bliver fanget og nysgerrig på mere - Det formåede denne desværre slet ikke.

Sproget er rigtigt godt, der er ikke en finger at sætte på denne del. Der er mange citater og lærdom om forskellen på Grundtvig og Kierkegaard, jeg fandt desværre ingen glæde ved disse, tværtom, fandt jeg dem tunge.

Handlingen udspiller sig i København; det er fejringen af 200 året for teologen & filosoffen Søren Kierkegaard. Det skal fejres og Thea bliver tvunget til at skrive om fejringen. Thea er ved at komme sig ovenpå en færdselsulykke, hvor hun blev kvæstet og hendes veninde mistede livet. Thea kaster sig modvilligt over opgaven, indtil hun får tilsendt et Kierkegaard citat, med angivelse af et sted og tidspunkt for en happening om aftenen.
Thea finder en mand myrdet på stedet, og det bliver starten på hendes egen 
efterforskning og yderligere indblanding. Det bliver for urealistisk for mig, så
jeg mærkede aldrig spænding i handlingen.

Desværre fanger figurerne mig slet ikke, jeg kommer ikke rigtig ind under huden
på hverken Thea eller de øvrige medvirkende. Det ødelægger min læseoplevelse, 
da jeg skal kunne relatere eller skabe en form for sympati med "mine" figurer.

Plottet er en smule tyndt og udvandet for mig, jeg synes ikke rigtig forfatterne evner
at følge det helt til dørs, ligesom der efterlades åbne døre. Det er jeg som
hovedregel ikke begejstret for. Med mindre åbningen helt klart, fastholder spændingen
til den næste bog i serien - Det ved jeg ikke om denne gør, og jeg synes ikke den
kan bære denne manglende afslutning.

Overordnet blev jeg skuffet, bogen er tung at komme igennem, jeg kedede mig bravt
flere gange og havde svært ved at fastholde interessen. Men er man til filosofiske
og teologiske diskussioner frem for regulær krimi, kan denne afgjort være en læse-ide.








søndag den 23. november 2014

Fra Koncepterne

AF Mette Fugl


Jeg er den generation, der er vokset op med denne smukke og dygtige kvinde
på skærmen, på mange måder er hun indbegrebet af TV-Avisen og er fulgt med
op gennem de stormfulde forandringer i dansk tv.

Denne biografi betegnes som "nedslag i erindringerne" men, hvis man som jeg 
håber på mere om mennesket Mette, hendes drive og begrundelser for 
hendes valg - bliver man skuffet. Ikke at jeg vil snage i privatlivet, men jeg mangler
disse bevægegrunde for helt at forstå denne "luksus-nomade" 
Dette er i det store billede nedslag i  den professionelle journalists oplevelser. 
Med denne præmis i erindring, er det trods alt befriende, at Mette Fugl smider den journalistiske objektivitet, og fremkommer med egne meninger og holdninger:
Og for filan, dem er hun heldigvis fuld af; her får politikere, debatører og
antifeministiske kvinder én over snuden, og der tales befriende, med meget
store bogstaver - sagligt, kort og kontant.

Bogen er velskrevet, sproget er levende og stort set flydende. Enkelte afsnit
bliver for beskrivende og for meget et referat af interview, men derudover
var det blot at læne mig tilbage og lade Mette fortælle.

Mette Fugl har altid stået som en kompetent journalist hos mig, det gør hun i den 
grad stadig, ikke mindst da hun på fornemmeste vis selvransager og 
stiller spørgsmålstegn ved egen objektivitet og egne evner - stor ros. Og så er jeg vild
med hendes måde at formidle, den pæne dame har ordet i sin magt, også
de mindre pæne ytringer, og hvilken befrielse.

At Mette Fugl er bitter - endog meget bitter på DR står krystalklart i denne bog.
Hun føler sig kasseret, og havde hun ikke fået "et stort holdkæft bolche" er
jeg sikker på, at de mennesker hun føler sig vraget af, var blevet hængt ud med
navns nævnelse osv. Om denne kritik er berettiget kan jeg ikke konstatere, netop
idet hele sagen er belagt med tavshed. Desværre er også dette afsnit, afsnittet, hvor
Mette taler om udviklingen indenfor journalistikken, hvilket er en interessant og 
nødvendig snak, hvor jeg er sikker på, at hun har fat i den helt rigtige ende.
 Den drukner lidt i den, næsten skingre bitterhed over afskeden, det ærgrer mig, 

Af de få indblik i mennesket Mette, er udover en klar fornemmelse af den depression
og ensomhed, hun altid har haft med i kufferten, små bidder fra skoletiden, kvindefrigørelsen med sex og stoffer og beretninger
om forældrenes sygdom og bortgang og endelig kærligheden til Bruxelles.
Ellers tager hun læseren med til verdens brandpunkter, fortæller de nære
historier derfra, og faktisk er det her, jeg bedst fornemmer Mette. 

Dette er så absolut en anbefalelsesværdig biografi, og med sådan en fantastisk
vis og skøn kvinde som Mette Fugl, håber jeg på, at hun kaster sig over
endnu en biografi på et tidspunkt, jeg er sikker på, at hun har meget mere at
lære fra sig, og så håber jeg naturligvis på mere personlighed.


fredag den 21. november 2014

En plus en

AF Jojo Moyes


Jojo Moyes er tilbage efter den fantastiske roman Mig før dig, jeg har læst alle hendes romaner og glædet mig virkelig meget til denne nye, dels p.g.a. den skønne skrivestil og dels de mange gode anmeldelser - og lad mig blot fastslå: 
Jeg blev virkelig ikke skuffet - tværtom

En plus en er virkelig velskrevet, sproget er som altid levende og flyder i en lind strøm,
så hendes romaner er læst på rekordtid, det gælder også denne. Som altid i Moyes
romaner, er der udover en kærlighedshistorie, også en god portion morale i
handlingen. Denne gang er omdrejningspunktet: Ærlighed, svigt, fattigdom og frem for
alt, hvordan vi behandler andre mennesker.

Handlingen er inddelt i fire dele, en for hver af hovedpersonerne: Den enlige og
fattige mor Jess, der knokler med to jobs for at skaffe mad på bordet, efter børnens
far forlod dem og ikke hjælper hende økonomisk. Hendes datter Tanzie, der er
et matemagisk vidunderbarn og får tilbudt et legat på en privatskole. Stedsønnen
Nick, der er volds og mobbeoffer, han kæmper med både faderens og den biologiske
mors svigt mens Jess har taget ham ind som sin egen søn. Slutteligt møder vi også
Ed, der er succesfuld virksomhedsejer i London, bliver taget for insiderhandel i
hans eget firma og søger ly i sommerhuset, hvor Jess gør rent. Vi følger personerne
i deres interaktion, oplever den fra forskellige sider og er frem for alt helt inde
under huden på alle fire personer. 

Umiddelbart har de to voksne intet til fælles, og kan faktisk heller ikke lide hinanden,
men skæbnen vil, at Jess hjælper Ed efter en våd bytur, og Ed ender med at
ville hjælpe Tanzie til en matematikkonkurrence. Det bliver starten på deres livs
køretur fra sydengland til Scotland, på godt og ondt.

Jeg var fanget fra første færd, Jojo Moyes kan om nogen bruge sproget, trods
de mange kærlighedshistorier hun fortæller, bliver det ikke banalt og kunstigt.
Denne roman er fyldt med livets genvordigheder, den beretter om fire sårede
sjæle, der pludselig kastes ind i samme lille bil i mange dage, oven i købet med
en stor savlende hund som ekstra passager. 

Romanen er fyldt med alvor og raffineret humor - jeg fældede tårer over Mig før dig, denne var tæt på at aftvinge det samme. Den rammer noget essentielt i mennesket, og dermed også i mig. Jeg vil meget gerne aftvinges holdninger til det jeg læser, det blev jeg igen her, samtidig med, at jeg tænker en ekstra gang over, hvordan jeg behandler mine medmennesker. Knuden i brystet kæmpede med smilene på læberne, for denne kan også det hele - Det ER altså virkelig godt fortalt.
Den skal så absolut have de varmeste anbefalinger.



Mig Før dig:



En fuldkommen fantastik kærligheds historie, der både fremkaldte smil og tårer hos mig.
Bogen er velskrevet, sproget flyder og siderne vender helt sig selv - man kan simpelthen ikke lægge den væk. Alle personer og omgivelser er yderst realistiske og levende, Jeg er helt inde i Lou´s inderste, og selv om Will "kun" beskrives vis ytringer, er jeg fuldkommen klar over hans bevægegrunde.
Denne roman handler om essensen i livet: livet og døden. Det største etiske spørgsmål af dem alle bliver behandlet på en virkelig sober og fin måde. Uden at afsløre noget, kan jeg sige, at jeg sagtens kan sætte mig i stort set alle medvirkendes sted.
Romanen er smuk, ligesom relationen i den, den tvinger læseren til at tage stilling - uagtet hvilket udfald dette får, kan den slet ikke anbefales nok... læs den!
Øvrige romaner af Jojo Moyes:
Hvalernes sang
Brudeskibet
Det sidste brev fra din elsker

torsdag den 20. november 2014

Offer uden ansigt

AF Stefan Ahnhem


Offer uden ansigt er forfatterens debut og der er planlagt flere bøger om den svenske
politimand Fabian Risk.

Knap 500 sider og med gode anmeldelser, var jeg klar til en super læseoplevelse,
så jeg kastede mig med stor entusiasme over denne spændingsroman.

Sproget er letlæseligt og levende, omgivelserne og detaljerne er virkelig
detaljerede og levende, det er en stor force i min optik, og her fik
jeg så afgjort fuld valuta på alle punkter. Udover handlingen, er bogens store
og gennemgående tema: mobning og svigt. Jeg kan godt lide, at bøgerne jeg
læser giver mig noget at tænke over, det fik jeg til fulde her!

Der er ufattelige mange personer med i denne roman, man skal virkelig holde tungen
lige i munden, men til forfatterens ros skal det siges, at han faktisk de fleste
steder evner at holde læseren fanget på de enkelte. Alle personer fremstår faktisk
levende, specielt de steder, hvor det er ofre der beskrives. Stort set samtlige medvirkende
i persongalleriet har deres egne afsnit, det er jeg faktisk ret benovet over, da der
virkelig har ligget et stort forarbejde foran forfatteren, med både udtænkning af 
personerne og deres personliggørelse.

Desværre oplevede jeg kun ganske få realistiske personer. Jeg har gransket hukommelsen
og kan ikke komme på andre bøger fra mit liv, hvor der har været så massivt en
forekomst af personlige handlinger  totalt blottet for realisme. 

Her er alt fra den egocentriske Fabian Risk, der er inkompetent og fremstilles som en
ren supermand, både i udseende og er tillagt politimæssige evner, der er nærmest groteske. Han svigter gang på gang både familien og kollegaerne i hans egenrådige jagt på
gerningsmanden, og hans soloridt er tå-krummende urealistiske.
Allerede tidligt i handlingen stod han tydeligt på nethinden, og ligeså tydeligt var det,
at jeg bestemt ikke brød mig om personen. Det giver allerede der, et problem i mit
læseflow, for jeg skal kunne relatere til "mine" personer, bryde mig om dem på den
ene eller anden måde, og det udeblev fuldkommen med Fabian.

Til gengæld har kollegaerne nogle herlig menneskelige forcer, så jeg ind imellem
havde lidt personligt bid der. Som nævnt, synes jeg kapitlerne om ofrene står stærkest
hos mig, både i realisme og personlighed, havde det ikke været for dem, ville jeg
nok have haft svært ved at fastholde læsningen. 

Jeg tænkte tidligt, at forfatteren må have hentet inspiration i "Broen" den Dansk/Svenske
dramaserie. Der er i lighed med serien handling i begge lande, ligesom begge
landes politi er involveret i sagen - En af de store forskelle på serien og denne roman er,
at serien nu fremstår som handlings-tam og fuldkommen realistisk!

Politiets del er så grotesk urealistisk, at jeg nærmest synes det er komisk. Politiet i begge lande nærmest falder over de lette løsninger, er fyldt med groteske tjenestefejl og virkelig dårligt politiarbejde. Samtidig er langt hovedparten af personerne virkelig utiltalende. 

Spændingsmæssigt er bogen virkelig fyldt, det er nærmest et orgie i mord. Her er
det, jeg kommer til at tænke på det gamle ordsprog: overdrivelse fremmer forståelsen.
Jo tak, men jeg synes virkelig det kammede over her. Selv en Amerikansk aktionfilm
ville stå i skyggen af alle disse handlinger og mord. Hos mig er mere langt fra bedre!

Plottet holder sådan set okay, selv om det bliver noget udvandet i slutningen.
Det faktum, at der tidligt åbnes op for en mulig årsag, varer spændingen omkring
dette punkt, til langt ind i slutningen.

Var jeg underholdt? Svaret er ja, det var jeg. Selv om plottet er set før, var dette
orgie og handlingerne lidt anderledes. Så er man til hæsblæsende tempo og 
ikke går højt op i realismen, er dette afgjort en roman der skal læses.


onsdag den 19. november 2014

Bogstole - holdere

Test af bogstole:

Som storforbruger af bøger fik jeg massive problemer med min nakke og specielt 
min venstre arm og hånd. Bøger kan heldigvis være store og tunge, men det
gik hen og blev et reelt problem for mig. Jeg fandt derfor med stor glæde
bogstolen for flere år siden. Der kom en anden model på markedet, billigere
og i et lidt andet design, den er så testet på lige vilkår med min oprindelige
og her kommer så resultatet:

The Bookseat pris ca. 299 kr.:


The Bookseat er min oprindelige bogstol. Den har fulgt mig gennem de sidste 
år, både i Danmark og rundt om på kontinenterne - den er så afgjort min bedste
læseven.  Udover at jeg læser mange bøger, har jeg skader på ryg og nakke efter
en færdselsulykke, så gode råd var dyre: Stop læsningen eller find en holder.
Det gjorde jeg, men da der kom en ny på markedet måtte den jo også undersøges.




Jeg bruger bogstolen til både iPad og alle slags bøger, jeg bruger den
i haven, i sofaen, i køkkenet under madlavning, i stolen og i sengen om aftenen, den kan stå på alle underlag incl. i skødet da kuglerne inde i stolen kan formes som læseren ønsker. 
The Bookseat er lavet af ruskind, den er behagelig
at have med at gøre, kan tørres af og børstes, men mister farven og 
bliver slidt efterhånden som den bruges. Plastic holderen forrest gør det 
muligt at læse hele siden, uden at skulle flytte noget fra læsefeltet. 

OG er lille fif, hvis du ikke vil købe ny: Når den er ved at være flad, så giv den nyt liv: Køb en pose små Krøyerkugler hos din hobby eller stofforretning og fyld efter - den bliver så god som ny. Brug en clips til at lyne bagsiden op og fyld kuglerne i. 



Bogholderen fra Bog & Ide pris ca. 199 kr.:


Denne bogholder er en del større end bookseat. Helt store bøger står en lille smule 
bedre i denne holder. Desværre kan den ikke holde andet end hardback bøger og
iPad. Jeg har utallige gange kæmpet med hæftede bøger og paperbacks, men de
folder sammen under læsningen, da elastikken ikke evner at holde bogen åben.
Elastikken er også generende når man læser, idet den skal fjernes fra læsefeltet
når man når de steder på siderne. Denne bogholder er lavet i et lækkert materiale,
der er virkelig nemt at rengøre, det er nok det største plus ved den. Inde i holderen
er en form for skum, der kan formes efter underlaget. Desværre er den ikke nem
at få til at stå på lidt ujævne flader, så den kræver ofte en ekstra "holde-hånd" 
som jo var den, læseren skulle undgå. 



Resultatet af mange måneders test er: The Bookseat er en klar vinder, den holder 
meget bedre på alle slags bøger og på alle underlag. Den er lettere at "betjene"
og trods minusset på materialet, og den lidt højere pris på Bookseat, er den trods alt en langt bedre investering. Jeg er sikker på den også vil blive din ven for livet.




søndag den 16. november 2014

Fra hus til hus

AF Kristin Marja Baldursdóttir


Jeg blev anbefalet denne roman, og med skam må jeg indrømme, at jeg ikke
lagde mærke til forfatterens navn - Ikke at det gjorde den store forskel, men jeg havde
klart glædet mig endnu mere, for Baldursdóttir er forfatter til to, i mine øjne,
virkelig sublime romaner om Karitas, en Islandsk kvinde, jeg virkelig nød at læse.

Fra hus til hus er en original roman om den unge kvinde Kolfinna, der efter et
mislykket forhold og en fyring fra jobbet ved et omstillingsbord, tvinges til som
29 årig at flytte hjem til sin mor. Deres forhold har aldrig været varmt, og Kolfinna
er fyldt med bitterhed over hendes fraværende mor. Kolfinna ligger på sofaen
og har ondt af sig selv indtil veninden, der er højgravid med sit 3. barn, giver hende
en mulighed for at komme ud, og samtidig tjene lidt penge. Hun tilbyder at Kolfinna
kan vikariere for hende som sort rengøringshjælp for fire forskellige mennesker.

Vi møder den søde gamle dame, det store rodehoved biologen, den landskendte
og feterede operasangeringe og endelig den succesfulde advokat.
Kolfinna bliver konfronteret med hendes egen utilstrækkelighed, at hun måtte
opgive gymnasiet da der ikke var penge nok, at hun ikke er velklædt, og ikke
er andet end "rakkerpakket - rengøringskonen" Alt imens hun slæber sig gennem dagene
i de forskellige huse, optrappes konflikten med moderen og Kolfinna har
umådelig svært ved at tage ansvar for sit eget liv. Men så nærmer hun sig
de fire arbejdsgivere, på godt og ondt, og det sætter tanker i gang...

Romanen er skrevet i et herligt let sprog, dog havde jeg i starten lidt besvær med at
adskille de forskellige personer i dialogerne, da de ikke er markeret - men da jeg
først havde vænnet mig til stilen voksede romanen på mig, og jeg kunne slet
ikke lægge den væk, så de sidste 230 sider forsvandt som dug for solen.

Denne roman, er som de om Karitas, fantastiske kvindeskildringer. Her er ingen
blødsødenhed eller smygen udenom den varme grød - Det er livet i sig selv,
der portrætteres. Her er alle følelser afspejlet: Kærlighed, bitterhed, depression,
nag, misundelse og frem for alt: følelsen af at alle andre tager fejl. Og det er
så fantastisk beskrevet, at jeg virkelig var inde under huden på Kolfinna og hendes
omgangskreds - det er virkelig høj fortællerkunst, specielt fordi, det på ingen
måde bliver for feministisk eller påtrængende, det er vedkommende hele vejen.

Jeg vil på det varmeste anbefale Karitas, kaos på lærrede & Karitas uden titel
af samme forfatter, de er præcis så fængslende som denne, lige så vedkommende
og velskrevede og fortjener de bedste anbefalinger. Læs dem!


lørdag den 15. november 2014

Lavendelhaven

AF Lucinda Riley



Lavendelhaven er mit første bekendtskab med denne forfatter, jeg blev anbefalet
hende og har da også en anden af hendes romaner liggende på reolen, så
jeg kastede mig over dette nye bekendtskab.

Lavendelhaven er virkelig velskrevet, sproget er levende og flyder herligt,
så jeg nærmest fløj gennem de mange sider. Præmissen i denne roman er virkelig
skarpt optrukket, det er hele vejen igennem romanen banalt og meget let.
Personbeskrivelser og omgivelser er levende, og jeg fik et nogenlunde 
indblik i deres handlemåder.

Handlingen deler sig i to dele, i den ene møder vi Emelie, der netop har mistet sin mor, 
efter i mange år at have været udsat for svigt fra hende. Emelie arver familiens slot
i sydfrankrig og opgiver sin dyrlægegerning for at tage beslutninger om slottet.
Ved slottet møder hun, tilsyneladende tilfældigt, Sebastian - en engelsk kunsthandler
der viser sig at være barnebarn af en kvinde, der har haft stor tilknytning til Emilies 
far under krigen. Sebastians mormor har en digtsamling skrevet af Emilies fars søster,
det bliver starten på at finde nogle af fortidens forklaringer for Emilie.

Den anden del foregår i Frankrig under krigen, vi møder Emilies far, Sebastians mormor,
og andre modstandsfolk. Familiens er fransk adel og deres historie udspilles 
side om side med  fortællingen om kampen mod Nazisterne. Denne del, er
også den del, der er mindst forudsigelig.

Delene fra krigens tid, er faktisk dem jeg føler stærkest, der er dilemmaer og 
episoder der på fineste vis afspejler tiden. Men trods romanens præmis, blev begge
dele af fortællingen faktisk flere gange for sukkersødt og banalt for mig, jeg har 
intet imod en knaldroman, denne lethed kan være super fint som afbræk, men jeg
sad flere gange om krummede tæer over de, i min optik, overdrevne handlinger
og ytringer. Som sagt fik jeg et nogenlunde billede af personerne, men kom aldrig
helt derind, hvor jeg nyder det, netop fordi, det blev for banalt og forudsigeligt.

Men jeg var underholdt, det var et afbræk og jeg blev trods alt fanget af historierne
så derfor vil jeg afgjort anbefale dem, som en succesroman, fyldt med misforståelser
og kærlighed, og frem for alt, en roman hvor man ikke skal tænke, bare læse -
og jeg vil bestemt stadig læse Pigen på klippen , nu ved jeg hvad jeg går ind til :)



onsdag den 12. november 2014

Hvor solen græder

AF Puk Damsgård

Puk Damsgård er udenrigskorrespondent for DR og TV Avisen - Denne fortælling
er dels en journalistisk gennemgang af hendes rejser i Syrien under krigen,
og dels en fortælling om de skæbner hun møder på sin vej dernede.
Desværre er denne fortælling jo evig aktuel, idet krigen er gået ind i sit 3. år
og mange verdens lande modtager Syriske flygtninge i tusindtal.

Lad mig blot starte med at fastslå: Denne fortælling er ualmindelig velskrevet,
sproget er let og flydende, og krigens gru rulles ud, side efter side på den
mest grufulde og levende vis - Damsgård kan skrive, og hun er sublim til det.
Jeg havde ovenud svært ved at lægge bogen fra mig, og den var læst
i rekord fart - den er grusom og varm på een og samme tid.

Fortællingen er en faktuel gennemgang af starten på den Syriske revolution, 
den giver et helt eminent billede af, hvad oprørerne tænkte og ønskede - 
hvilket er milevidt fra det mareridt Assad og hans modstandere har skabt i dag.

Vi følger den smukke Nour, der har levet et beskyttet og let liv i Damaskus, hvor
hun er opvokset i et middelklassehjem med relationer til Assas regimets 
tilhængere, dog uden at hendes forældre har støttet dikatoren og hans fader før
ham. Nour oplever pludselig de store forskelle i, hvad regimet melder ud om
oprøret, og hvad der faktisk sker i landet. Det får hende til at tilslutte sig
oprørerne, hvilket bliver en voldsom menneskelig rejse for den unge kvinde,
der skal forsøge at bevare sig selv i kampen for friheden for landets indbyggere.

Dette er ualmindelig hård kost at læse både Nours historie, men så sandelig også 
beretningen om Puks iagttagelser under hendes illegale besøg i landet.
Jeg kom til at holde af mange af personerne, de står levende hos mig, og jeg er
dybt berørt at deres historier. Samtidig krummer jeg tæer over den store ignorance
verdenssamfundet udviser overfor diktatoren, specielt er jeg i chok over beretningerne
om FN og Unicef - det bør få konsekvenser. 

Puk Damsgård rejser til mellemøstens brandpunkter, netop for at oplyse os uvidende
om, hvad der rent faktisk foregår bag al propagandaen. Jeg synes selve det
spørgsmål omkring journalister i krigszoner, er voldsomt interessant: Er det virkelig
liver værd at rapportere fra helvedet? Denne fortælling gør mig ikke mindre i tvivl,
men den åbner på fornemmeste vis, endnu engang, mine øjne for, hvor vigtigt
det er, at verden får faktuelle objektive oplysninger - Og samtidig bliver jeg så
frygtelig trist, når jeg tænker på alle de mange uskyldige mennesker, der er fanget
i helvedet, uden mulighed for at få basale ting som mad og vand, og uden mulighed
for at komme væk.

Denne beretning er virkelig sublim, ikke blot i sit sprog og sin gennemgang, men
sandelig også idet den er så ufattelig vigtig. Den oplyser og tvinger læseren til
at forholde sig til krigen og dens ofre, og forhåbentlig gøre et ekstra forsøg på at
hjælpe disse mange flygtninge og ikke glemme dem.

Jeg vil ønske den kunne blive fast pensum på gymnasierne, så vores unge 
kan lære af fortidens fejl, og forhåbentlig ændre dem.
Mine varmeste anbefalinger og ekstratrinnet på karaktertrinnet er klart.