torsdag den 20. november 2014

Offer uden ansigt

AF Stefan Ahnhem


Offer uden ansigt er forfatterens debut og der er planlagt flere bøger om den svenske
politimand Fabian Risk.

Knap 500 sider og med gode anmeldelser, var jeg klar til en super læseoplevelse,
så jeg kastede mig med stor entusiasme over denne spændingsroman.

Sproget er letlæseligt og levende, omgivelserne og detaljerne er virkelig
detaljerede og levende, det er en stor force i min optik, og her fik
jeg så afgjort fuld valuta på alle punkter. Udover handlingen, er bogens store
og gennemgående tema: mobning og svigt. Jeg kan godt lide, at bøgerne jeg
læser giver mig noget at tænke over, det fik jeg til fulde her!

Der er ufattelige mange personer med i denne roman, man skal virkelig holde tungen
lige i munden, men til forfatterens ros skal det siges, at han faktisk de fleste
steder evner at holde læseren fanget på de enkelte. Alle personer fremstår faktisk
levende, specielt de steder, hvor det er ofre der beskrives. Stort set samtlige medvirkende
i persongalleriet har deres egne afsnit, det er jeg faktisk ret benovet over, da der
virkelig har ligget et stort forarbejde foran forfatteren, med både udtænkning af 
personerne og deres personliggørelse.

Desværre oplevede jeg kun ganske få realistiske personer. Jeg har gransket hukommelsen
og kan ikke komme på andre bøger fra mit liv, hvor der har været så massivt en
forekomst af personlige handlinger  totalt blottet for realisme. 

Her er alt fra den egocentriske Fabian Risk, der er inkompetent og fremstilles som en
ren supermand, både i udseende og er tillagt politimæssige evner, der er nærmest groteske. Han svigter gang på gang både familien og kollegaerne i hans egenrådige jagt på
gerningsmanden, og hans soloridt er tå-krummende urealistiske.
Allerede tidligt i handlingen stod han tydeligt på nethinden, og ligeså tydeligt var det,
at jeg bestemt ikke brød mig om personen. Det giver allerede der, et problem i mit
læseflow, for jeg skal kunne relatere til "mine" personer, bryde mig om dem på den
ene eller anden måde, og det udeblev fuldkommen med Fabian.

Til gengæld har kollegaerne nogle herlig menneskelige forcer, så jeg ind imellem
havde lidt personligt bid der. Som nævnt, synes jeg kapitlerne om ofrene står stærkest
hos mig, både i realisme og personlighed, havde det ikke været for dem, ville jeg
nok have haft svært ved at fastholde læsningen. 

Jeg tænkte tidligt, at forfatteren må have hentet inspiration i "Broen" den Dansk/Svenske
dramaserie. Der er i lighed med serien handling i begge lande, ligesom begge
landes politi er involveret i sagen - En af de store forskelle på serien og denne roman er,
at serien nu fremstår som handlings-tam og fuldkommen realistisk!

Politiets del er så grotesk urealistisk, at jeg nærmest synes det er komisk. Politiet i begge lande nærmest falder over de lette løsninger, er fyldt med groteske tjenestefejl og virkelig dårligt politiarbejde. Samtidig er langt hovedparten af personerne virkelig utiltalende. 

Spændingsmæssigt er bogen virkelig fyldt, det er nærmest et orgie i mord. Her er
det, jeg kommer til at tænke på det gamle ordsprog: overdrivelse fremmer forståelsen.
Jo tak, men jeg synes virkelig det kammede over her. Selv en Amerikansk aktionfilm
ville stå i skyggen af alle disse handlinger og mord. Hos mig er mere langt fra bedre!

Plottet holder sådan set okay, selv om det bliver noget udvandet i slutningen.
Det faktum, at der tidligt åbnes op for en mulig årsag, varer spændingen omkring
dette punkt, til langt ind i slutningen.

Var jeg underholdt? Svaret er ja, det var jeg. Selv om plottet er set før, var dette
orgie og handlingerne lidt anderledes. Så er man til hæsblæsende tempo og 
ikke går højt op i realismen, er dette afgjort en roman der skal læses.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar