lørdag den 20. december 2014

Limbo

AF Tore Johannesen



Limbo er forfatterens tredje udgivelse, men mit første møde med
hans bøger - Og lad mig blot slå fast, at det ikke blev et godt første indtryk.

Limbo er en thriller og den følger faktisk denne genre helt okay. Sproget er
meget letlæseligt og i den meget lette ende. Handlingen veksler mellem
før og nutid i en ikke særlig god opdeling. 

Handlingen begynder med at et barn bliver bortført fra en barnevogn i København.
Dernæst springer handlingen til en fødsel i Norge, hvor en ung ugift kvinde
føder en søn under opsyn af en liderlig præst, der fjerner barnet straks efter
fødslen. Dernæst introduceres den ene hovedperson: Lill, der er ansat i en fiktiv
afdeling af politiet sammen med kollegaen Vincent: Afdelingen for komplicerede sager, 
der endnu ikke har haft deres første sag. De øvrige i politiet kalder dem "Tivoligarden"
da de ikke regner dem for noget. Lill har et forhold til Chefen, som aldrig benævnes
anderledes end chef, hele vejen igennem bogen. 

Den lille dreng, der fjernes fra sin mor vokser op og bliver dyremishandler og
pyroman, han fyldes med had og når "ormene" træder frem i ham begår
ham grusomme handlinger. Drengen møder "Danskeren" der oplærer ham 
i mord og brandstiftelse, og han begynder sin hærgen i Norge, går via Kina
i gang i København og nærmer sig Lill.

Jeg tror faktisk ikke jeg har læst en mere mærkværdig bog end denne, handlingen
springer konstant mellem tid og sted. Personerne er alle som en kunstige
og stort set uden realisme. Til gengæld er detaljerigdommen omkring
persongalleriet og handlingen, rigtig velbeskrevet. Jeg skal kunne mærke personerne
og genkende noget i dem, hvis jeg skal få maximalt ud af bogen, det var jeg
end ikke i nærheden af i denne bog.

Politiet fremstår som lallenede tåber, de drikker voldsomt, også i arbejdstiden,
de "fejrer" fx. deres første sag, med at gå i Tivoli og drikke sig i hegnet.
Intet af politiets arbejde er realistisk, de falder over de lette løsninger, bliver helt unødigt indblandet i sagen,og vupti - er det den lille afdeling med chefen, Vincent og Lill,
der mirakuløst opklarer sagen. På intet tidspunkt fremkommer der reelt 
politiarbejde, og det er en kæmpe mangel.

Plottet bliver afsløret helt i starten, det ville ikke have den store betydning, hvis
forfatteren havde evnet at indlemme spænding og holde den kørende. Desværre
følte jeg på intet tidspunkt, at handlingen fik fat i mig, snarere tværtom. 
Jeg kedede mig bravt og krummede ofte tæer over de banale og urealistiske
handlinger. Alt i alt en meget anderledes læseoplevelse, der så afgjort ikke
sætter andet aftryk end at den er - anderledes. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar