onsdag den 29. juli 2015

Kan man se jeg har grædt?

En fortælling om at vokse op i en pæn alkoholikerfamilie

AF Pernille Rahbek


206 sider Rosinante

Pernille Rahbek er selvstændig indenfor PR. Hun har tidligere bl.a. været TV vært,
hvorfra nogle læsere muligvis kender hende. 

Biografien er levende, velskrevet og meget vedkommende. Det er ikke en kronologisk gennemgang af hende liv, men derimod punktnedslag i episoder, og et dybt indblik i, hvor svært det er, at være barn af en misbruger - langt ind i voksenlivet.

Pernille er i dag 37 år, mor til to døtre, en succesfuld PR rådgiver - og en sårbar kvinde, der har både angst og post traumatisk stress, efter en barndom med en mor, der var alkoholiker. Pernille beretter distanceret og nøgternt om episoder, hvor hun og søsteren fx. var ladt alene hjemme, med en tomt køleskab. En ferie på Mallorca, hvor moderen sætter de to små piger i en taxa til et ukendt vandland, for at blive på hotellet. Pernille beretter om hendes store arbejde med at skjule moderens misbrug: vaske tøj, lave mad og fjerne de mange tomme flasker. Men hun beretter også om det store svigt de voksne i nærmiljøet gang på gang udsatte familien for; pigernes far, moderens familie, skole, institutioner m.v. Ingen trådte til og tilbød hjælp, heller ikke trods det faktum at hele øen kendte til familiens problemer, og Pernille hårdnakket fortalte alle (inkl. hende selv) at hende mor skam slet ikke kunne lide vin, og derfor bare var træt - hun drak bestemt ikke!  Alle disse svigt og oplevelser har givet/og giver Pernille store udfordringer i livet, hun beretter ærligt om en del af dem, uden at give køb på sit privatliv, og med stor eftertanke til læseren.

Beretningen er hård - men meget nødvendig kost. Jeg bøjer mig i støvet over den måde forfatteren formidler sit budskab. Præcis som Lisbeth Zornig, formår hun at formidle med en distance, der i dén grad fremhæver budskabet - nemlig at omverdenen skal handle. Der fremkommer et eksempel, hvor Pernille oplever et barn, der er voldsomt truet pga. en forældres misbrug, men ingen hjælper! 

Det er utrolig stærkt at læse, hvordan samfundet stadig har berøringsangst med alkoholfamilier. Samtidig beretter Pernille selv om de store psykiske skader hun har fået da ingen trådte til - men bifalder at fx. hendes far ikke hjalp. Noget af svaret på det dilemma fremkommer under læsningen, men det er et paradoks, der står meget klart hos mig. 

Der er også fakta med i bogen, og selv om jeg troede at kende en del til de mange bivirkninger alkoholmisbrug kan give, vidste jeg ikke, at alkohol kan være en medvirkende faktor til brystkræft. Så udover at komme med ind bag facaden hos en "pæn" familie, blev jeg klogere, og ikke mindst, endnu en gang bekræftet i, at vi som mennesker og samfund stadig har meget lang vej mod at hjælpe hele misbrugsfamilien, og ikke mindst stoppe med at vende det blinde øje til - det giver fatale ar på mange sjæle!

Biografien er et (desværre) evig aktuelt indspark til, hvordan vi som både samfund og individer skal kære os om vores medmennesker, aktivt bidrage til problemernes løsning, kort sagt: se personen, der hvor han/hun er. Pernille har ikke en skræddersyet løsning, men hun er hudløs i beretning fra det indre kaos, og hun sætter ord på skammen, skylden og frustrationerne - må hendes ord være til hjælp og vække omtanke!


Anbefalelsesværdig litteratur med samme tema:

Zornig - vrede er mit navn Læs mere her
En beretning om overgreb på børn af misbrugsforældre.

Hvor går det hvide hen når sneen smelter? Læs mere her
En beretning fra en alkoholikers kamp for at blive ædru.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar