mandag den 12. juni 2017

Den underjordiske jernbane

AF Cole Whitehead



300 sider Politikens Forlag

Denne roman blev den amerikanske forfatters internationale gennembrud. Men faktisk har han skrevet flere bestseller romaner og blev allerede i 2001 nomineret til den Pulitzerpris som denne roman faktisk indbragte ham i 2016 sammen med National Book Award. 
Læs mere om forfatteren her

Som tiårig bliver Cora efterladt alene blandt de andre slaver på den bomuldsplantage, hvor både hendes mor Mabel og hendes mormor Ajarry har slidt sig igennem dagene, under deres hvide ejeres hårde regler. Mormor Ajarry blev som den første i familien, bortført fra hendes stamme i Afrika og ført til Amerika som slave, her skiftede hun ejer adskillige gange og havde derfor en stor samling brændemærker, inden hun ender på plantagen. På plantagen i Georgia kom også datteren Mabel til verden og det lykkedes mor og datter at undgå at blive solgt eller adskilt helt frem til Ajarrys død. Nu er Cora så efterladt alene tilbage, da det er lykkedes hendes mor Mabel at flygte og undgå slavefangerne, der ellers har kronede dage i deres jagt på dusører. Cora hader sin mor for at forlade hende, men det er først da hun er 16 år, at tanken om flugt kommer forbi hende. Og hvorfor egentlig ikke flygte, de daglige fornedrelser, angsten, volden og muligheden for at blive udvalgt til at tjene husets herre, gør Cora i stand til at forsøge at gøre sin mor kunsten efter. Cora gør forsøget en mørk nat, men må meget snart sande, at det mareridt hun er flygtet fra, måske ikke er det værste hun kan komme ud for i livet. Selv om der måske er mennesker, der ønsker at hjælpe og frigive negrene, er der stadig et stort flertal, der både angiver, myrder og udøver grusom vold mod netop hjælperne og ikke mindst negrene. 

Historien er jo ikke ny, men jeg vil vove den påstand, at formidlingen er. Fortællingen er bygget op omkring Coras liv som slave og så er de historiske rammer bygget op udenom Cora, så de oplyser om samtiden og giver mening for fortællingen. Samtlige figurer er spillevende, de står knivskarpt på min nethinde, sammen med billederne af både omgivelserne og tiden - skræmmende skarpt. Læsere, der ikke er til historiske romaner, kan med stor gavn kaste sig ud i Den underjordiske jernbane, for denne forfatter er sublim i sin formidlingsform, og evner til fulde at skrive fakta og fiktion så vedkommende, at læseren ikke kan undgå at suge både historiske fakta og fiktionens verden til sig.

Som sagt er dette ikke en ukendt historie - tværtom. Men jeg erindrer ikke at have læst en  grusom roman, hvor vægten er lagt på forbrydelserne mod negrene. At sige, at det var en sand fornøjelse, kommer til at stå fuldkommen absurd, for der er ikke ret meget i denne roman, der kalder på kærlighed, lys og håb. Og desværre sidder vi i dag, små 200 år efter romanens begyndelse, og oplever stadig nogle af de samme raceproblemer som datiden udsatte mennesker for - kun på baggrund af en anden hudfarve. Men jeg var i den grad grebet at både handling og figurer, og havde det meste af følelsesregisteret i brug.

Den underjordiske jernbane er en sand litterær perle. Sproget er legende let, knusende i sit levende billedsprog og ikke mindst hjerteskærende skarpt i sit portræt af den meget sorte og grusomme periode i den amerikanske historie. Jeg garanterer at denne roman vil krybe helt ind under huden, helt ind i hjertekulen på læseren. Den er rå, hudløs, oplysende og så vanvittig vigtig, også her i 2017. Jeg tror denne roman bliver en klassiker og kult roman, den har indholdet og bør, i min optik, stå på enhver bogreol verden over. 




 © Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar