lørdag den 29. juli 2017

Jeg finder dig altid

AF Elsebeth Egholm



423 sider Politikens Forlag

Så er hun tilbage, den succesfulde danske forfatter bag serien om Dicte og Dictes søn Peter. Denne gang med første bind i en ny planlagt serie om lægen Rina. Elsebeth Egholm er født og opvokset i Århus, hvor hun også har henlagt sine romaner til. Hun er uddannet journalist, har læst på musikkonservatoriet og er i dag udgivet i flere lande ligesom serien om Dicte er lavet til TV-serie. Læs mere om forfatteren her

Rina er læge, og så klatrer hun i sin fritid. Hun har et meget anstrengt forhold til sin eneste slægtning og så er hun også en kvinde med en meget speciel personlig historie. Og så er der lige den ekstra dimension, at Rina ikke kan genkende ansigter, hvorfor hun ofte træner både krop og psyke for både at glemme og bliver bedre. Men en nat, hvor Rina er ude på en planlagt mission, bliver hun overfaldet da hun er på vej hjem og samtidig sker der en ulykke; en ung mand falder i døden fra Prismet i Århus, hvor Rina faktisk var den nat. Det bliver begyndelsen på en række begivenheder der sætter Rina i alarmberedskab. Nogen er efter hende og nogen vil gå meget langt for at skade hende. På politigården i Århus er Stanek sat på sagen med den døde klatrer og han fascineres af Rina fra første møde. Problemet er bare, at han ved hun lyver når de taler sammen og det bliver hurtigt et problem da Stanek får svært ved at skille sag og fascination fra hinanden - og endnu mere da heller ikke Stanek har helt rent mel i posen. Spørgsmålet er så om Rina og Stanek er på samme hold, om de tager fejl af hindanden og ikke mindst: Hvem er de oppe imod?

Jeg har fulgt serien om Dicte og sønnen Peter, siden begyndelsen. Jeg synes den tabte pusten og derfor var jeg meget begejstret for denne nye begyndelse - og lad mig blot starte med at fastslå, at Egholm bogstavelig talt strutter af fortællerlyst.

Jeg finder dig altid er en herlig flydende, levende og herlig letlæselig roman. Sproget er, helt i vanlig stil, en sand fornøjelse der bare leverer handlingen og får siderne til at vende sig selv. Samtlige figurer er levende og herligt realistiske, der er indblik i både klatringens kunst, det at leve med at være ansigtsblind og så politiet og lægegerningens kunst. Hvor Stanek nok er en anelse stereotyp, er Rina en herlig forfriskende hovedperson - og til min store glæde forfalder Egholm stadig ikke til superwoman(man) eller lette løsninger. Hendes figurer er bundsolide og læseren kommer helt ind under huden på dem begge. 

Plottet holder, og selv om læseren kan gætte lystigt hele vejen, vil jeg mene, at udover et lille åbenlyst tip, så er handlingen herlig overraskende og plottet virkelig godt spundet. Politiets arbejde er solidt, uden hovsaløsninger og med læseren over skulderen hele vejen. 

Kort sagt: en super velskrevet og meget underholdende start på et nyt bekendtskab, der i den grad lover godt. Jeg undrede mig længe over, hvordan mon seriens fortsættelse er tiltænkt? Det ved jeg nu, men det skal du selv læse dig til - jeg vil bare slutte af med at sige, at jeg i den grad glæder mig til mere - og gerne meget snart.


Tidligere udkommet i serien:
1. Skjulte fejl og mangler
2. Selvrisiko
3. Personskade
4. Nærmeste pårørende
5. Liv og legeme
6. Vold og magt
7. Eget ansvar
8. Kød og blod:
9. Dødvægt - Læs anmeldelsen her

I serien om Peter, Dictes søn er udkommet:
1. Tre hundes nat
2. De døde sjæles nat 

Krimi og spændingsnoveller i samarbejde med Red Barnet:

Over grænsen - Læs anmeldelsen her

© Bognørden

fredag den 21. juli 2017

Sallys far bander (... ad helvede til)

AF Thomas Brustrøm & Thorbjørn Christoffersen


40 sider Turbine Forlaget

Makkerparret bag bogen er, Thomas Brunstrøm, der udover at skrive voksenromaner også er journalist og filmanmelder. Og Thorbjørn Christoffersen, der er animator og filminstruktør og så er han blandt meget andet, manden bag Terkel i Knibe.

Sally er igen på banen sammen med sin skønne og skæve familie: lillebror Eddie, den altid pinlige far og den mere afdæmpede mor. Sally er med resten af familien i Zoo, far fortæller igen røverhistorier om sin barndom, hvor han kunne låne aber med hjem, og efter en hyggelig dag er familien på vej hjem, da Sally pludselig får lyst til at komme i Tivoli. Men far mener, at det er alt for dyrt med alt det familien skal have, så Sally må i tænkeboks. Og så viser det sig, at der er Sallyd bedste ven Svend, der kommer med den perfekte ide. For hjemme hos vend har de en bandekasse, hvor de betaler 5 kr. hver gang de bander, og er der noget Sallys far er god til, så er det at bande - den tivolitur er hjemme, tænker Sally. Men som altid i Sallys familie, er der ikke meget, der går som planlagt. 

Jeg stiftede bekendtskab med Sally og hendes familie i forgængeren, og var vild med den. Sally er en serie for de små førskole- og indskolingsbørn. Sproget er legende, i børnehøjde og herligt forfriskende for både børn og voksne. Det betyder, at oplæseren får smil på læben mens barnet med garanti vil more sig over både sproget og de fantastiske billeder.

Thorbjørn Christoffersen har igen leveret en super samling illustrationer af den skæve familie. Tegningerne kan både fortælle tekstens historie, men kan også skabe grobund for yderlige samtaler med barnet og så skaber de også rummet til barnets egen fantasi kan blomstre og danne nye historier.

Kort sagt: Endnu en perle til de mindre børn og deres voksne. Mere tak!



Tidligere anmeldt på Bognørden:

Sallys far er sygt pinlig - Læs anmeldelsen her 

© Bognørden

torsdag den 20. juli 2017

En af dagene

AF Kim Karmark


208 sider byens forlag

Kim Karmark er forfatter og freelancer med en fortid som kreativ direktør i reklamebranchen. Men han er også manden bag de to sublime romaner Ud i det hvide og Toyotanotaterne (se mere under denne anmeldelse) Jeg kan godt afsløre, at jeg var mere end begejstret for de to forgående romaner og det har naturligvis sat barren højt i forhold til denne tredje roman. 

En af dagene er fortællingen om at se tilbage på et liv fyldt med skam og skyld. En nat ringer telefonen, han tager den og hører Tess´ stemme og så vælter minderne frem. For Tess er en af de kvinder han har haft et forhold til - altså ved siden af ægteskabet med Elly. Her i livets efterår er Elly ramt af demens, hun er ikke rigtig til stede mere og de klare øjeblikke bliver færre og færre. Tvillingepigerne er begge bosat i udlandet, så Elly er faktisk det eneste faste holdepunkt i hans liv - og det slutter når kommunen kommer i næste uge. Den kommende adskillelse giver anledning til at mindes tiden med Tess, den kvinde, der udover Elly, har betydet mest for ham. Men selv om tiltrækningen var stor og forholdet uundgåeligt, var slutningen lige så uundgåelig og kom til at få fatale følger for de fire implicerede parter. Kunne det egentlig have været anderledes? var det, det hele værd? Elly tilgav - eller gjorde hun? og lige så vigtigt: har han tilgivet sig selv?

Romanen er bygget op omkring fortælleren og hans erindringer. Handlingen springer i tid og sted da han både reflekterer over fortiden med både Elly og Tess - og nutiden med Elly. Sproget er, i vanlig stil, flydende, ligesom de dybe personportrætter endnu en gang er spillevende og vidner om stor menneskelig indsigt. Men, springene mellem for og nutid ødelagde faktisk mit læseflow. Jeg kom aldrig rigtig tæt på figurerne og sad hele tiden og følte, at jeg manglede fordybelsen som jeg ellers har været så begejstret for hos Karmark. 

Tag ikke fejl, Karmark er en mester i at beskrive det mørke, skæve og "grimme" som bor i alle mennesker. Det gør han også her, men jeg evnede ganske simpelt ikke at fastholde mit flow, og så kom jeg unægteligt til at sammenligne med de to forgående, og der er En af dagene desværre lige et niveau under hos mig.

Jeg fik en fin læseoplevelse, der sætter fokus på at miste. Samtidig er det et fint indlæg i oplysningen omkring demens/alzheimers og, hvordan det kan være at være pårørende. Så hvis du, som jeg, kan lide at reflektere under læsningen, så må Karmark med på læselisten. Selv om jeg denne gang blev en anelse skuffet, ser jeg meget frem til mere.



Tidligere udgivet og anmeldt på Bognørden:

Ud i det hvide - Læs anmeldelsen her

Toyotanotaterne - Læs anmeldelsen her

© Bognørden

torsdag den 13. juli 2017

Pigen i isen

AF Robert Bryndza


382 sider Politikens Forlag 

Den engelske forfatter er oprindelig uddannet skuespiller, men netop denne serie skaffede ham ind på toppen af flere bestsellerlister, og siden har han været fuldtidsforfatter. Pigen i isen er første bind i en trilogi om Erica Foster. Serien har solgt over 1 million eksemplarer og er udgivet i 21 lande - nu også i Danmark. Se mere om forfatteren her

Kriminalkommisær Erika Foster er ved at finde tilbage til livet efter en aktion hun ledede gik helt galt og fem politifolk mistede livet - deriblandt hendes mand Mark. Efter måneder, hvor omverdenen har været hårde ved hende og hendes job hang i en tynd tråd, bliver hun kontaktet af en studiekammerat, der nu er chef i London. Han sætter Erika på en sag om en forsvundet rigmandsdatter Andrea, hvis far sidder i parlamentet og har stærke bånd til politiets top. Men da Erika ankommer til London er den forsvundne Andrea netop dukket op - under isen i en af Londons mange badesøer. Andrea er blevet udsat for en grusom forbrydelse, men hvem? Og hvorfor? Andrea er tilsyneladende en smuk, omgængelig og elskelig pige. Mens Erika kæmper med sine egne indre dæmoner og den dræbtes familie, begynder hendes jagt på en gerningsmand, der tilsyneladende ikke findes. Men Erika er ikke et kompromisets menneske, hun går direkte efter sit eget hoved og tænker ikke videre over, at hun risikerer både job og liv.

Romanen er skrevet i et letlæseligt sprog, der, udover en noget mangelfuld redigering, indfanger læseren og giver et godt billede af livet som efterforskningleder. Udover at følge hovedpersonen Erika, kommer gerningsmanden indimellem ind i billedet og beretter om den anden side af fortællingen. Der fungerer fint og er med til at indlemme lidt spænding i handlingen og fastholde læseren.

Derudover er figurerne levende og nogenlunde realistiske i både ord og handlinger.  Opklaringen virker realistisk og trods det, at Erika er den gennemgående figur i serien, og hun balancerer på kanten af "superwoman" falder hun ikke i og forbliver derfor en figur, der virker menneskelig, på godt og ondt. Plottet er fint spundet og holder hele vejen, så i det store hele er romanen en virkelig god krimi/thriller.

Pige i isen er første bind i serien. Jeg synes, det er en rigtig fin debut, der giver et godt billede af persongalleriet (jeg håber der er flere gengangere i den næste) og som har underholdt mig uden at blive for actionpræget eller urealistisk. Jeg synes den lover godt for de kommende romaner i serien og ser frem til at gense denne stædige kvinde og co.


© Bognørden

torsdag den 6. juli 2017

En sidste ferie

AF Michael Zadoorian
 
https://harpercollins.dk/boger/nyheder/en-sidste-ferie

 
Forfatteren er født og opvokset i Detroit USA, hvor romanens figurer også har deres base. Han debuterede i 2000 med den prisbelønnede roman Second Hand.
Læs mere om forfatteren her HB Engelsk tekst

Ella og John Robina er i 80érne og mens deres livs efterår har efterladt dem ene i vennekredsen, så rammer sygdom også ægteparret. John er ramt af Alzheimers, der forværres i et højt tempo og Ella er ramt af terminal cancer. Men i stedet for at blive hjemme og høre på børnenes og lægernes bekymringer og krav, beslutter Ella, at hun og hendes John skal ud på deres livs sidste rejse, mens der stadig er klare øjeblikke hos John. Så parret bakker deres gamle autocamper og sætter kursen af den gamle R66 fra Detroit, ned gennem landet og til Disneyland i Californien. Ella er kortholder og kommandant mens John kører på vanen, for de to har livet igennem rejst på ferie i deres elskede camper. Problemet er "bare" at Ella bliver mere og mere dårlig og John har efterhånden flere mørke stunder, hvor han ikke aner hvem Ella er, end han har gode klare stunder. Læg dertil, at den gamle rute tværs gennem landet er lige så forfalden som parret føler sig, og som om de massive helbredsproblemer ikke er nok, så møder parret også en del andre udfordringer på vejen. Måske er Disneyland blot en illusion - selv Ella kommer i tvivl.

Ella er romanes fortæller, hun fortæller om sine tanker, sine handlinger og sine iagttagelser. Og hun gør det både hudløst, humoristisk og herligt levende. For lad det være sagt med det samme: En sidste ferie er en trist fortælling om livets efterår når det byder modstand. Jeg kom helt ind under huden på Ella og var derfor også meget tæt beskuer til Johns kampe med hukommelsen og Ellas side af præcis samme kamp. Og der er på mange måder hård læsning, for frustrationerne står i kø - på begge sider.

Men forfatteren evner både at give et solidt bud på et liv som alzheimerspatient og et liv som pårørende - de sejre og nederlag, der følger med. Og så evner han også at give Ella liv og humor, så det mørke og dystre også får en modpol og bliver "spiselig"

Jeg knuselsker denne roman. Den er varm, kærlig, grusom og hudløst vedkommende. Den er oplysende, tankevækkende og meget underholdende. For den handler om mennesker, levet liv og ønsket om at være med til at forme resten af livet. Kort sagt: En sidste rejse er en roman, der spænder bredt og kan meget mere end bare at underholde.
Helt klart en af sommerens must reads, og så meget gerne mere fra den hånd, tak.

http://bognorden.blogspot.dk/p/hjerterne-hvad-betyder-de.html


© Bognørden
 



lørdag den 1. juli 2017

Elsk din fjende?

AF Pernille Bernitt Sommer



Elsk din fjende? er blevet til efter forfatterens rejse til det krighærgede område Palæstina og Israel. Bogen  er fiktion, men er bygget op på iagttagelser, fortællinger fra folk i området og research. Pernille Bernitt Sommer er læreruddannet og tilbyder både foredrag og undervisningsforløb med baggrund i hendes debutroman. Se mere her

Romanen udspiller sig i 2013 og 2014 - primært på Vestbredden. Ibrahim er kristen Palæstinenser og læser til læge, desværre inde på israelsk område. Desværre fordi det israelske militær opretter kontrolposter, hvor de vil og generer palæstinenserne mest muligt. Således må også Ibrahim finde sig i at blive tilbageholdt og ydmyget - for ikke at nævne, at han misser sin eksamen fordi det israelske militær leger med ham. Men snart lysner Ibrahims liv for han møder Natalie, som også er kristen palæstinenser. Natalie er illegalt i Betlehem, hvor hun vil have en uddannelse og derfor er hun flygtet fra Gaza. I København sidder Astrid som hjælpelærer for en dansk/palæstinensisk dreng, der aldrig har set Palæstina pga. krigene dernede. Astrid bliver interesseret i konflikten og rejser til vestbredden for at forsøge at finde hoved og hale i tingene dernede. I Palæstina møder Astrid Ibrahim og Natalie ligesom hun i Israel møder soldaten Mark og den tidligere soldat Taly. Taly lever med frygt og stor skam efter at have deltaget i utallige voldsomme overgreb på uskyldige palæstinensere. Mark derimod virker stålsat i sin magt og har et åbenlyst og stort had til arabere. Trods de åbenbare modsætninger, flettes de fire skæbner sammen og så vil det vise sig om hadet bliver større eller om der er rum til menneskelighed.

Romanen er bygget op som fortællinger af og om de fem figurer. Alle er i tredjeperson, og der er faktisk en stor skam, for det - og så manglende sproglig redigering - giver en distance som romanen ville have haft gavn af at udviske. Derudover er romanen skrevet i et flydende sprog og trods det tunge tema, er den forholdsvis letlæselig. 

Konflikten Palæstina/Israel er jo en lang og grusom fortælling om magt og, hvor langt mennesker vil gå for at skaffe sig den magt. Det er ingen lette løsninger, familier er smadret, hjem er jævnet med jorden, og livet på begge sider af muren er fyldt med frygt. Forfatteren har forsøgt at give et billede af netop disse fakta og det lykkedes hende faktisk at give læseren et objektivt billede af, hvordan livet kan være på de kanter. 

Vil du læse en fortælling om at leve på vestbredden, have et lille indblik i de mange konflikter der bor i menneskerne dernede og samtidig få en lille fin fortælling om venskab og kærlighed, så er Elsk din fjende? et fint bud på læsningen, ligesom jeg stærkt vil anbefale den Israelske dokumentar: The law in these parts. Forfatteren mener selv, at hun er i stand til ikke at vælge side - al den skade der er forvoldt, de ubeskrivelig store menneskelige konsekvenser det har - oven i købet på begge sider. 


© Bognørden