lørdag den 30. september 2017

Dus med døden

En guide til at hjælpe et menneske i sorg


AF Marie-Louise Vianello & Mette Bendixen


120 sider Egolibris

De to forfattere mødtes i et onlineforum efter de i 2011 begge mistede en elsket tæt på - Mette mistede sin kæreste og Marie-Louise mistede sin mor. Hvad omverdenen måske ikke forstod eller kunne hjælpe med, fandt de til gengæld hos hinanden, og det danner baggrund for denne bog.

Guiden er opdelt i fire dele:

1.    Den første tid
2.    Sorgens anatomi
3.    Hvad skal jeg sige
4.    Senere. 

Hver del er så igen inddelt i små afsnit som hver berører forskellige efterladte, forskellige reaktioner etc. og endelig er der små indslag med ideer til handlinger og refleksioner i forhold til at omgås en efterladt. Sproget er fint, letlæseligt og opdelingen gør, at guiden kan læses i sin heldhed eller i etaper, alt efter behov og, hvilket sted i processen man er i berøring med. Indimellem får teksterne præg af opremsning og gentagelser, fordi de to forfattere har ønsket at omfavne så mange som muligt – den præmis køber jeg, men synes det er lidt ærgerligt for helheden. Til gengæld er de små indslag med personlige erfaringer, virkelig vedkommende og giver guiden langt mere personlighed og en dybere oplysning.

Jeg har valgt et afsnit ud som eksempel:

”Når dagen kommer, hvor et minde ikke er tynget af sorg

Når man er allerlængst nede af sorg, savn og afmagt, føles det helt og aldeles umuligt, at man nogensinde skulle kunne tænke på den døde igen uden af være sorgfyldt […] Man kan godt savne og samtidig være glad for de varme minder, der altid vil være der.”

”Jeg bliver stadig rørt, når jeg skal tale om Vagn, men jeg græder ikke længere ved hans grav” Dorit 72 år.

Refleksion:
”En, der har mistet, vil aldrig tage det ilde op, hvis du spørger ind til den døde, selv efter mange år. For dem er det kun en kærlig handling, der forsikrer dem om, at deres elskede eller deres sorg ikke er glemt”

Der er absolut intet nyt i denne guide. Alt, hvad der står, burde være almen viden for alle voksne mennesker – hvorfor er der så behov for sådan en guide? Ja, det er præcis dét, der er hele essensen: Jeg har skrevet det før, og nu kommer det igen: Døden er det eneste vi mennesker er sikre på, her i livet. Men desværre har rigtig mange mennesker, utrolig svært ved at tale om døden. Naturligvis må det først og fremmest handle om, at ingen ønsker at miste mennesker vi elsker. Og måske er det, at tale om døden, en accept, som ingen af os rigtig ønsker at have med at gøre – trods det faktum, at vi alle skal have døden tæt på. Fortidens synliggørelse af sorg, det sorte tøj, sørgeperioder etc. er ikke længere at finde i samfundet, og desværre er en stor del af snakken om døden, gået tabt med det.

Jeg er selv stor fortaler for at tale med mennesker. Og derfor mener jeg, at det er naturligt at tage hånd om de, der har mistet. Hellere, sige et enkelt ord forkert, end slet og ret, holde sin mund eller holde sig helt væk. Men når det så er sagt, så tænk alligevel over, hvad du siger. Et eksempel i bogen er: Nå, er du ovenpå igen? Og her kommer virkeligheden så ind, for jeg har en fjern bekendt, der i løbet af ganske få dage, mistede først sin far og siden sin mor. I sidste weekend bisatte familien far, farfar og svigerfar – i denne weekend bisætter de mor, farmor og svigermor. Og de første spørgsmål er allerede tikket ind: ”er i ovenpå?” Det pæneste jeg kan sige om det spørgsmål er, at det er usædvanligt malplaceret! Desværre er det ikke et sjældent tilfælde. Så tænk over, hvad du siger, og sig noget - stort set alt er bedre end en bortvendt ryg. 

Sygdom og død er stadig noget, der fremkalder voldsom berøringsangst, hvorfor? er der nok mangfoldige svar på, men netop derfor synes jeg også, at det er super vigtigt at bryde tavsheden, og der er litteraturen en af de gode muligheder. Dus med døden er en fin guide til venner, kollegaer, familiemedlemmer etc. der har mistet. Den giver ideer til handlinger, leverer stof til eftertanke og giver et fint billede af, hvordan det kan være at være efterladt. 

Hvis du vil læse mere om emnet og få råd og vejledning om noget andet almindeligt, nemlig en bisættelse/begravelse vil jeg på det varmeste anbefale at læse ”Begravelse for begyndere” af Sissel K Ibsen – Læs anmeldelsen her


 © Bognørden

fredag den 29. september 2017

I dag skal det være

AF Maria Semple



Oversat af Lisbet Kjær Johansen.

Amerikanske Maria Semple er på banen med sin tredje roman. Litterært er hun nok bedst kendt for sin internationale bestseller; Hvor blev du af Bernadette. Men ved siden af forfatterskabet har hun været manuskriptforfatter på en række populære tv-serier, bl.a. Saturday night live og Ellen DeGeneres show.

Midaldrende Eleanor er gift med den succesfulde hånd-kirurg Joe og mor til otteårige Timby. Engang var Eleanor en succesfuld tegner, boede i New York, var chef på en TV-serie og frem for alt havde Eleanor en søster. Men her 10 år efter, er Eleanor blevet til en helt anden kvinde. Hun har ikke længere sin søster, stort set ingen venner, udkastet til hendes bog er temmelig meget over sidste aflevering og den stålsatte og altid rolige Joe er pludselig ikke det, Eleanor troede han var. Fordi netop i dag, I dag, hvor Eleanor har besluttet sig for at være sit bedste, til at have sex med Joe, til at være lyttende og empatisk osv. Ja, lige præcis på denne vigtige dag, bliver alt vendt på hovedet. Bedst som Eleanor er i gang med sit nye jeg, ringer skolen at Timby er syg (igen – og sært nok er han frisk så snart klokken slår 16) så frokosten med (hade) veninden må aflyses. Men nu da Eleanor er i gang med at være et bedre menneske, tager hun Timby med over på fars arbejde for at hilse på – der er bare lige det problem, at Joe har fortalt sine medarbejdere, at familien er på ferie. Det bliver i sandhed en ny dag for Eleanor, men den bliver på ingen måder, bare i nærheden af, hvad hun, i sin vildeste fantasi, kunne have forudset.

Sproget er sådan set fint, Der er hurtige skift mellem scener, tanker og handlinger kan indimellem godt kræve sin læser, for farten er høj – fra start til slut. Og så er vekslingen i fortællerstil fra 1. person til 3. person heller ikke med til at give et stabilt flow. Men jeg var derimod begejstret for blandingen af humor, sarkasme og alvor – det ramte plet, og romanen voksede faktisk på mig mod slutningen.

Jeg har ikke læst forgængeren, og dermed var dette mit første møde med Semple og hendes "kvinde-romaner". Jeg har derfor heller intet sammenligningsgrundlag i forhold til stilen. Desværre halter redigeringen sine steder, men som heldhed var ”I dag skal det være”, faktisk en fin og underholdene læsning med indslag af hverdagens trommerum. Jeg vil mene, at de fleste læsere kan genkende sig selv i handlingen – for alle familier har sine problemer, og alle forhold skal vandes for at blomstre.

Dermed siger jeg også, at der ikke er noget nyt og revolutionerende i denne chik-lit roman, men derimod er den som sagt, ganske fin underholdning og kan man oven i købet få vendt lidt af egne handlemåder, så er der faktisk gevinst på flere områder.

Tidligere udkommet

Hvor blev du af Bernadette


© Bognørden


torsdag den 28. september 2017

Jeg vågner op som fremmed

AF Ôzcan Ajrulovski


Ôzcan Ajrulovski er debattør og digtforfatter. Han er efterkommer af en bedstefar, der i 1960´erne ankom fra eks. Jugoslavien, til Danmark som gæstearbejder. Özcan har både tyrkiske og makedonske rødder. Du kan læse mere om forfatteren her

Digtsamlingen er opdelt tematisk i seks afsnit:
Jeg vågner op som fremmed
Kulturens lænker
Tryghedens patroner
Umenneskelige mennesker
Hævnens tørst
Danne bro

Özcan skriver hudløst, lidenskabeligt, grusomt og frem for alt knivskarpt. Han evner at sætte fingeren direkte i det store hul, der er i samfundet i dag, mere end nogensinde. Digtene veksler i formen, sammen med sproget og meningen flyder de i en lind strøm, durk ind i hjertekulen. Jeg var ganske enkelt fanget fra start til slut. Hvordan er det, at være fremmed i sit eget land, at skulle bedømmes på andres handlingen eller egen kultur, som det enkelte menneske måske slet ikke er den del af?

Det er noget af det, læseren bliver konfronteret med i denne sublime digtsamling. Den er ærlig, vedkommende og så forbasket levende, at jeg ikke et sekund tvivlede på ægtheden. Dertil kommer, at jeg har stiftet bekendtskab med mange af problematikkerne. Som nogle af jer måske husker, har jeg fået en ekstra familie, som jeg elsker højt og deler værdier med – vi har bare et par små forskelle – konkret: jul/ramadan og så hudfarven. Jeg har oplevet flere af de episoder Özcan beskriver, når jeg er sammen med min familie, andre ting har de beskrevet og andre igen har jeg lagt øre til. Så jeg ved, at det her er et vilkår.
Herunder bringer jeg tre eksempler fra bogen, forordet og uddrag af to digte:

 ”Jeg husker ikke, hvem jeg var, før I fortalte mig, hvem jeg skulle være.
Men jeg husker, at jeg altid har skulle tage stilling til, om jeg er dansker eller perker. Jeg husker, at
Jeg altid har haft status som fremmed i mit eget land.

I min bedstefars hjemland tilskrives jeg også en fremmed identitet og betragtes som dansker.
Jeg behandles som fremmed i Danmark, men føler mig som dansker i fremmede lande.
Jeg er den fremmede
Uanset hvor jeg er”

En af dem
[…] så snart jeg fejler peges der på min baggrund
Så nedgraderes min status
Fra majoritetsdansker
Til minoritetsdansker
Jeg bliver betragtet dansk i min succes men fremmed i min fiasko.

” Han spurgte mig
-       Er du dansker eller muslim?
Jeg spurgte ham
-       Er du dansker eller demokrat?
Han blev forvirret
-       Det er da ikke modsætninger – de er begge en del af min identitet?
Jeg smilede og sagde
Du har lige svaret på dit eget spørgsmål.”

For ikke så længe siden uddelte jeg mine første seks hjerter til en novellesamling – nu er tiden så kommet til en digtsamling. Jeg har stadig romanernes fylde og fordybelse som favorit, men måtte bøje mig for først novellens- og nu digtets fylde.

Jeg er vild med denne bog, den er yderst velskrevet, vedkommende og utrolig vigtig. I en tid, hvor samfundet bliver mere og mere opdelt i ”dem og os” er oplysning, samvær og forståelse mere nødvendig end nogensinde. Özcan er et virkelig godt bud på endnu en, der vil danne bro og som bruger litteratur som virkemiddel. Hans indspark i debatten er både vigtigt og meget tankevækkende – byd ham indenfor – jeg garanterer, at han ikke skuffer. Mere tak!
 © Bognørden


tirsdag den 26. september 2017

Er det ondt ikke at være sikker?

Dagbogsoptegnelser

AF Lena Dunham


90 sider C&K Forlag

Oversat af Sara Kock

Amerikanske Lena Dunham debuterede i 2015 med bogen ”Ikke den slags pige” som begejstrede verden over (se mere under denne anmeldelse) I filmens verden debuterede hun som 20 årig med spillefilmen Tiny future og senere slog hun sit navn, permanent, fast  med HBO Tv-serien Girls. Dunham har vundet flere store priser.

Lena Dunham donerer overskuddet fra denne bog til Venligboernes kvindeprojekter i Danmark. I USA går pengene til Girls Write Now, en non-profit organisation.

Dagbogsnotaterne er fra Dunhams 20-årige liv. Selv kaldte Dunham dem ”kreative brudstykker og iagttagelser” Det er, præcis som twitter fungerer i dag, små punktnedslag i en ung kvindes liv – med alt, hvad det indeholder af pinligheder, erfaringer, og frem for alt det store ønske om at blive elsket (læs at få sex) F.eks.

”Hvorfor vil han have mig med ansigtet nedad?

Jeg kan ikke fine ud af om han kærtegner mig eller om han har en nerve i klemme i fingeren.

Jeg sover dybt når jeg tager en lur

Når jeg ser en dør, ser jeg ingen udvej, kun endeløse muligheder for at dumme mig.
Gid jeg aldrig havde hørt om karma

Han siger jeg er piget. Er han ved at blive forelsket i mig?”

Samlingen af uredigerede dagbogsnotater er både tankevækkende, triste og morsomme i en pærevælling. Hvem kan ikke huske teenageårene, hvor hormonerne koger og den unge skal til at formes til en voksen? Nu er Dunham nok ikke langt fra den gennemsnitlige teenager, men jeg vil dog alligevel vove pelsen og sige, at hun måske nok har været lidt mere søgende end de fleste.

Men sæt dig ned, slå benene op og kom med indenfor. Enten får du en tur ned af memory lane eller også får du en aha oplevelse og finder ud af, at du ikke er alene. Uagtet bliver det en underholdende og fin læseoplevelse.

Tidligere anmeldt på Bognørden:

Ikke den slags pige – Læs anmeldelsen her

Vil du læse mere om Venligboerne, som Lena Dunham donerer en del af overskuddet af den danske oversættelse til, så er Venligbogen netop udkommet – Læs anmeldelsen her

© Bognørden



mandag den 25. september 2017

10 taler om at give sig selv et nyt liv


AF Pernille Aalund

47 sider People´s Press

De fleste kender nok Pernille Aalund som TV-vært. Hun har både lavet børne tv og talkshows. Derefter blev hun ansat hos Aller, hvor hun var direktør og i dag er hun ude af det pulserende arbejdsliv og skriver hjemmefra. 10 taler er fjerde bind i en serie om det eksistentielle. Se mere om serien her Bøgerne er blevet til med baggrund i Pernille Aalunds forum på Facebook du kan læse mere her

Bogen indeholder, præcis som titlen lover, 10 tekster om at give sig selv et nyt liv, de er, trods det fælles tema, yderst mangfoldige i både handling og udtryk. Sproget er sine steder poetisk, nogle taler minder om vers og andre igen har små ”efterord” Fælles er, at sproget flyder, teksterne er knivskarpt formuleret og fremstår spillevende. F.eks:

”Alle savn bør bruges konstruktivt. De gør os rige på lærdom. Jo mere man savner – desto mere har man elsket.

[…] Jeg ser ingen anden udvej – du må dø…Jeg overvejer om jeg skal vakuumpakke dine ædlere dele og sende dem med posten til de ukendtes grav […]
Med troen følger en overbevisning. Overbevisningen er svær at ryste, den er forseglet med en lås af sikkerhed – her kan du KUN vristes fra din drøm med vold og magt. Her skal lande lægges øde, verden væltes og du vælte med…”

Jeg kom på en rundtur i følelsernes glemmekasse, da jeg læste disse taler. Noget var mere genkendeligt end andet, med fælles var, at jeg fik gang i følelserne, sendte kærlige tanker og fik smil på læberne – underholdning med en skarp eksistentiel kant.

Jeg har ikke haft kendskab til universet ” Det har livet lært mig” men i forbindelse med denne anmeldelse var jeg inde og kigge, og må sige, at det faktisk er både vedkommende, filosofisk og så banalt, at jeg vil påstå, at alle kan genkende sig selv i flere af opslagene. Er du, som jeg var, ny i dette univers, så kom med indenfor. Se om det også vedkommer dig, det er i alle tilfælde et læs værd.


Tidligere udkommet i serien:

10 taler om kærlighed

10 taler om at turde være sig selv

10 taler om at slippe frygten

© Bognørden

søndag den 24. september 2017

Tankestrøm og -streger

Om min sorg
AF Pernille Strøm Øster



Tankestrøm og –streger er Pernille Strøm Østers debut som forfatter. Bogen er blevet til med baggrund i hendes blog, af samme navn, som hun startede, da hun som 19 årig, mister hun sin 16 årige lillebror i en togulykke, det kommer uventet og voldsomt, og knuser hende.

Pernille Øster er kun 22 år, men føler sig som en i slutningen af 80´erne og skriver som en meget moden kvinde. Det er udfaldet af den sorg, der ramte hende for tre år siden, da hendes lillebror Jonas mistede livet. Pernille var gang med sit sabbatår efter gymnasiet, fest, farver og det vilde ungdomsliv i overhalingsbanen. Men det blev med ét erstattet af en sorg så dyb, at hun nærmest ikke kunne komme ud af sengen. For, hvad stiller man op med denne voldsomme følelse, den afmagt og den ensomhed, der kommer buldrende? Pernille har skrevet og kreeret sig op på et nyt plateau i sorg bearbejdelsen, og herfra formidler hun tanker og streger – erfaringer fra de første stop på den livslange rejse – og deler dem nu også med litterære læsere. 

Trods sin unge alder, skriver Pernille med stor menneskelig og sproglig kapacitet. Hendes tekster er velskrevede, vedkommende og stærkt personlige. Dertil bringer hun dagbogsnotater, kollager og illustrationer, der giver øjebliksbilleder af hendes indre. Og endelig bringer hun råd fra andre unge, der også har mistet en søskende.

Der er det særlige ved døden, at den er det eneste vi i livet kan være helt sikre på. Alligevel er den så svær at kapere, svær at tale om, og så skaber den ensomhed, på trods at være et vilkår for os alle. Man kan, med rette, påstå, at unge mennesker ikke burde kende til sorg og død, men sådan er livet nu engang ikke en garanti, død rammer ofte udenfor al logik. Pernille er så et af de mennesker, der blev ramt af en voldsom ensomhed, og var det ikke nok, blev hun også ramt af tanker om, ikke længere at passe ind i omverdenen og dens krav til det perfekte. At disse tanker, med garanti er fantasi, gør dem jo ikke mindre virkelige, og Pernille er langt fra den eneste – så denne bog er til de, der oplever sorgen og ensomheden – I er ikke alene.

Bogen er en super fin beretning om at være ung og i sorg over tabet af en søskende. Den giver et hudløst billede af den altopslugende sorg, nogle af de tanker, der kommer og går. Den giver tips til lindring, men frem for alt giver den er klart budskab om, at du ikke er alene og at livet kan gå videre. Om du er ung, sorgramt, eller ”blot” vil forsøge at sætte dig ind i et ungt liv, så synes jeg Tankestrøm og –streger er et virkelig godt supplement til sorgarbejdet.

Jeg slutter af med en irsk inskription:

”Død efterlader en hjertesorg, som ingen kan hele, Kærlighed efterlader et minde som ingen kan stjæle”


© Bognørden

lørdag den 23. september 2017

Food prepping

AF Jo Brand & Christina Bølling


397 sider People´s Press
De to sundhedsjournalister udkommer her med den første danske bog om Food prepping eller på dansk: Forberedelse. Om udnyttelse af maden, din tid og måske også din sundhed, hvis du ofte forfalder til impulskøb.
Bogen er opdelt i afsnit:
1.    Hvad er food prepping?
Her får du en præsentation af denne livsstil. De to kvinder præsenterer deres egne indgangsvinkler, erfaringer og kommer med en overordnet gennemgang.

2.    Sådan prepper du:
Her er en 7 trins guide til, hvordan du kommer i gang, om du er vegetar, eller kødspiser. Dertil en hurtig gennemgang af egnet prepping mad.

3.    Prepping:
Så er vi i gang – her kommer 10 forskellige måder at preppe på –til hverdag, 
til kræsne børn, til vegetarer og til fest.

4.    Prepperne – mød fire af dem her:
Her præsenteres fire forskellige preppere; den enlige sygeplejerske, den enlige 
fitness udøver, storfamilien og det midaldrende ægtepar.

5.    Køleskabet, pak det med sund fornuft:
Hvilke frugter og grøntsager er i sæsonen, hvad kan holde i flere dage og, hvad kan du bruge mande til i flere omgange.

6.    Opskrifter – 25 retter til morgen, middag og aften:
Let tilgængelige retter til hhv. frokost og aftensmad – og bagværk og morgenmad. Alt er ledsaget af billeder af retterne og indimellem tips til maksimal udnyttelse.

7.    Maden – sådan får du den til at holde sig:
Hygiejne, temperaturer, behandling af råvarerne og hvad du har i fryseren.

8..Opbevaring – brug de rigtige beholdere og brug dem rigtigt:
Plastik eller ej – hvad skal du være opmærksom på, når du vælger beholdere?

Som beskrivelsen siger: Det er så afgjort ikke et nyt fænomen, vores mødre og bedstemødre gjorde det – sørgede for at rester kunne bruges igen, i dage- og ugevis. Men i dag, hvor fastfood og den travle hverdag har overtaget de hjemmegående forældres sysler, er det blevet meget dyrere at spise og ofte også usundt. Det vil de to kvinder gerne lave om på, og bogen her er måske begyndelsen for dig.

Egentlig havde jeg, tidligt, en lille forventning om, at dette ville blive en meget lang (læs tung) diktering af slankemad og veganske herligheder – Men heldigvis blev jeg gjort til skamme, for denne bog repræsenterer faktisk de fleste former for måltider, så er det op til de enkelte at vælge, hvad der er aktuelt for dem. Jeg har altid brugt prepping, i større eller mindre grad. Da børnene var små, lavede jeg grydevis af øllebrød, frugtmos etc. og frøs ned, og i dag laver jeg ofte mad til flere dage, til enten køleskab eller fryser. For ja, det er faktisk billigere at lave større mængder, lettere dagen efter, når det bare lige skal varmes og måske sparer det impulsindkøb?

Bogen er letlæselig, informativ og så er prepping så afgjort en livsstil, jeg varmt kan anbefale – derfor skal genudbredelsen og denne bog naturligvis også have mine anbefalinger – min eneste anke: Teksten på flere af billederne er ulæselige. Heldigvis har det kun ringe betydning for en heldhed, der satte et meget positivt spor.


© Bognørden

fredag den 22. september 2017

Det usagte

AF Pernille Juhl



Så er der endelig nyt om familien Andersen. Familien fra Gråsten, som rammes af anden verdenskrig, kæmper på begge sider af fronten og i det hele taget er en familie, der er mere spredt end de selv aner. (Læs mere og læs anmeldelserne nederst) Trilogien begejstrede mig fra første færd, og jeg skal gerne afsløre, at jeg har sat forventningerne til dette fjerde bind, tårnhøjt. Og forventer at få fuld valuta. Læs mere om forfatteren her

Det usagte tager sin begyndelse i 1956, steder er stadig Sønderjylland og familien Andersen slås stadig med de mange smertelige minder fra krigen. Mejeridatteren Jenny er stadig lærer på byens skole, hun er gift med advokaten Oskar, der var ven med Jennys eksmand Magnus. De to har sammen fået en søn, mens Jenny og Magnus´ datter Ingrid trækker sig længere og længere væk fra sin mor. Ingrid har det svært med, at hendes mor efterlod hende på mejeriet hos bedsteforældrene for at deltage i frihedskampen. Men det er ikke kun moderen, der giver Ingrid spekulationer, hun savner også sin far. Men Magnus er stadig plaget af mareridt, humørsvingninger og et stort alkoholforbrug – tiden i koncentrationslejren, sidder stadig dybt i ham – og selv om han rigtig gerne vil ændre sig, være far for Ingrid, så falder han hele tiden tilbage i det sorte hul. Så tiden er på mange måder stilstående i familien, for selv om årene går og menneskene bliver ældre, synes tiden at stå helt stille, specielt når det kommer til bebrejdelser, nag og stædighed. Så, hvad skal der egentlig blive af familien Andersen – er det, der skete under krigen, virkelig det, der udgør familien, og var det virkelig det værd?

Pernille Juhl skriver forrygende om Sønderjylland, menneskelige relationer og ikke mindst om anden verdenskrig. Hun er sublim indenfor den tidstypiske handling, det var som at være med i 1956, med alt, hvad de tider bød på. Sprogligt er hendes bøger super velskrevede, teksten flyder og læseren ved altid Hvem, hvad og hvor. Det er en stor force, og det videreføres heldigvis også her i det usagte. Til gengæld havde jeg, i momenter, lidt svært ved at fastholde flowet og interessen. Det var som om, forfatteren ikke rigtig havde besluttet sig for, om romanen skulle være en fortsættelse eller en selvstændig roman. Det gjorde, at jeg, som kender, desværre følte, der blev gengivet for meget – at handlingen indimellem stod i stampe.

Alle Juhls romaner er præget af et enormt engagement, en stor interesse i menneskelige relationer og en super evne til at gengive de relationer, så de fremstår både levende og realistiske. Det er mennesker på godt og ondt, hvor både den pæne og den dystre side kommer frem – Det oplevede jeg igen her i Det usagte – men, som med handlingen, havde jeg faktisk også en flig af, at Ingrids person har fået en tand for meget. Indimellem oplevede jeg hende som nærmest ”Morten Korch-sk” og det er faktisk min største anke, for jeg kommer jo unægtelig til at sammenligne med de forgående, og synes denne nyeste, bevæger sig en smule over i en ny boldgade, jeg ikke synes passer til serien.

Men, når det så er sagt, så må jeg endnu engang fremhæve sproget, og den glæde det var, igen at besøge familien Andersen. Se, hvad der skete med den efter krigen, og få en snert af deres fortsatte liv. Så trods mine anker, havde jeg en herlig læseoplevelse, der både gav indsigt i livet efter krigen, genkendelige familiære tvister og som måske kan fortsættes? 

Under alle omstændigheder glæder jeg mig, som altid, til nye udgivelser fra denne hånd, for Pernille Juhl er garant for de nære og solide portrætteringer.  


Tidligere udkommet:

I serien om familien Andersen:

1.    Vent på mig Marie

2.    Når solen står højest – Læs anmeldelsen her

3.    Efter mørke – Læs anmeldelsen her

Enkelstående biografisk roman om frihedskæmperen Christian Fries:

Frihed og ære – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

søndag den 17. september 2017

Venligbogen

AF Mads Nygaard



Mads Nygaard er forfatter og har flere romanudgivelser bag sig, hvoraf jeg havde det store privilegium at anmelde den seneste Frø. Frø blev mit første møde med denne mand, der både skriver sublimt og indeholder uanede mængder af varme og empati. Mads Nygaard er manden, der startede Venligboerne, den store bevægelse, der insisterer på at behandle mennesker med respekt uanset hudfarve, religion og kulturelle forskelle. Mads Nygaard modtager både dødstrusler og kærlighedserklæringer for han er en mand, der deler vandene og insisterer på, at empati, nysgerrighed og varme er vejen frem.

Mads Nygaard er rundet af Hirtshals og omegn, jeg stiftede bekendtskab med ham da hans seneste roman Frø, slog benene væk under mig. Og som sidegevinst blev jeg så også inviteret ind i Mads´ inderste tanker, der, hvor den jævne mand pludselig så lyset og ikke kunne lade være at hjælpe mennesker i nød. Venligboerne blev stiftet i 2015 og er i dag en landsdækkende venskabsforening, der hjælper, hvor de kan; hjemløse og flygtninge er i højsædet. Men, hvad er det egentlig, der driver ham? Hvad for han ud af det, er det politisk betonet, eller har han skumle bagtanker? Og, hvad er det egentlig den der bevægelse render rundt og laver? Det skal du læse Venligbogen for at finde ud af.

Venligbogen er Mads Nygaards Facebook-opslag fra den spæde start i Venligboerne. Jeg kunne genkende nogle, andre var nye for mig, men fælles for dem alle er, at Mads skriver sublimt, hudløst og som regel så råt, at selv det mest grusomme kan overstråles af den varme og kærlighed han møder og selv udstråler. Sproget flyder, bogen kan læses i sin helhed eller i små doser, alt efter tid og lyst. Ind imellem er redigeringen smuttet lidt, men i sin helhed er Venligbogen både oplysende og informativ – og frem for alt skaber den eftertanke og kræver konstant stillingtagen af læseren.

Men intet er gratis, og her i Danmark er vi jo desværre delt i to lejre, der med grusom retorik bekæmper hinanden. Det er let at sidde bag en skærm og sende trusler afsted, og det sker desværre – ofte. Modstanderne (de, der er bange for det ukendte) kalder Venligboerne for pladderhumanister, landsforrædere og ting i den dur. Den mere blide er: køb briller – Jamen, jeg HAR briller, og jeg tror fuldt og fast på, at menneskelig interaktion er vejen til en god integration. Min egen erfaring er som følger:

I slutningen af 1980érne havde vi på min arbejdsplads en kulturaften, hvor alle de Tyrkiske forældre kom og kokkererede i institutionens køkken. Om aftenen var alle børn, forældre og personale så invitereret til en aften i Tyrkiets tegn – en skøn oplevelse, som vel egentlig var langt forud for sin tid, for vi gjorde præcis dét, som Venligboerne gør i dag: vi byggede broer, skabte venskaber og integrerede og i hinandens kulturer. I dag er den ene familie en af byens succesfulde erhvervsdrivende, den anden familie har fulgt mig og mine børn lige siden og jeg var så privilegeret at komme på barselsbesøg da en af ”mine børn” fik sin yngste søn og ved samme lejlighed viste også lillebroren, stolt sin datter frem. Jo, det er venskab, der blev grundlagt med mig som pædagog, dem som børn og forældre – og det bringer i dén grad smilet frem hos alle parter. De familier, der deltog dengang, og som stadig er her, er alle godt integrerede og bidrager positivt til både mennesker og samfund.

Jeg tror egentlig altid jeg har været Venligbo – jeg er åben overfor nye mennesker og suger gerne dele af andre kulturer til mig. Faktisk havde jeg i slutningen af firserne to separate oplevelser med en fremmed kultur: Hjemme i rækkehuset fik vi nye naboer, en lille Pakistansk familie, bestående af mor, far og en søn. Min eksmand og jeg, var noget reserverede de første dage, for alt var nyt, og kunne vores katte nu risikere at ende deres dage i naboens gryder? NEJ, naturligvis ikke. Til gengæld duftede deres mad så ubeskrivelig godt, så vi endte med at banke på og spørge efter en opskrift. Det blev de så glade for, at de faktisk kom med en fint dækket bakke, fyldt med herlig mad. Det smagte, som det duftede – fantastisk. Jeg kvitterede med en blomst, som naboerne til gengæld ikke anede, hvad de skulle stille op med – for deres kultur rummer kunstige planter. Vi fik byttet fortællinger, og havde et fantastisk naboskab indtil de flyttede til noget større – Manden var i øvrigt overlæge, og er sikkert stadig ansat på byens store hospital…

Og endelig kan jeg med kærlighed og stolthed præsentere min ekstra familie, for jeg er faktisk så privilegeret, at jeg har fået en ekstra familie: en søster, en svoger, tre skønne niecer og en nevø. En sommerdag i 1995 startede min datter i børnehaveklasse, og her mødte vi så Leila og hendes skønne familie. Leilas forældre flygtede fra krigen i Etiopien i starten af 1980´erne og endte som danske statsborgere. Mødet udviklede sig lynhurtigt til venskab og i dag er vi en fast sammentømret familie, der i den grad skatter og passer på hinanden. Jeg vil gå gennem ild og vand for dem – og de gør præcis det samme for mig og mine børn – bare fordi. Saud, Yalem, Leila, Yasmin, Amin & Siham er, sammen med mine to børn, den største gave jeg har fået i mit voksenliv – og, hvor kunne jeg godt unde andre mennesker den enorme glæde det er – så mit råd er: hop ind i det, det er fantastisk. Og så er det baggrunden for, at jeg naturligvis også er med i Venligboerne, for jeg ved, hvor meget det betyder, at mennesker og kulturer mødes. Og til de sidste tvivlere: Min familie har indtil videre bragt det danske samfund: En selvstændig vognmand, en hjemmehjælper, en sygeplejerske/ cand.scient i sundhed, en elitesvømmer under Team Danmark nu Ba og Ma studerende i Kommunikation, en dobbelt cand.econ og en økonomi Ba studerende. Alle som én er store bidragydere og store gevinster for først og fremmest de mennesker de møder på deres vej, men sandelig også for Danmark.

Uagtet hudfarve, partifarve, køn, seksuel orientering etc. Så er min påstand, at ved at læse denne bog, vil du som læser få et klart billede af, hvad Venligboerne er rundet af, hvad essensen er. Mit håb er naturligvis at vi kan få en bedre tone i debatten, og i erkendelse af, at ikke alle ønsker at blive Venligbo, så håber jeg at bogen kan vælte et par fordomme, oplyse og fjerne angsten for det ukendte og måske ”bare” gøre sam-eksistensen mere fredelig – for der er ærlig talt rigeligt med kampzoner rundt om i verden.

Så ja, jeg er Venligbo – og jeg er pavestolt af det. Jeg tror på, at gulerod frem for pisk generere bedre mennesker, mennesker, der kan berige vores liv. Vi kan ikke elske alle mennesker, ligesom alle mennesker ikke elsker os – MEN, vi kan tage et valg om at behandle andre mennesker med respekt, og hjælpe de, der har mere behov end os selv:

Smil – det smitter!


Tidligere anmeldt på Bognørden:


© Bognørden