tirsdag den 31. oktober 2017

Pruttebukser og båthorn

AF Lars Daneskov


Illustreret af Pernille Lykkegård.



Pruttebukser og båthorn er femte, selvstændige bind i serien om Anton, søn af ostedamen. Lars Daneskov har en karriere som både TV- og radiovært bag sig, og ikke mindst har han skrevet en række prisvindende børnebøger. Læs mere her

Anton bor i ostehuset sammen med sin mor, Mor har en osteforretning i stueetagen og så er Mor kæreste med Pappa, som ejer Pappas pizza. Antons bedste ven er Molly, som bor sammen med sin mor og far, der har byens danseskole og solcenter. Da Anton vågner en morgen er alt pludselig vendt på hovedet, Mor har ikke lavet morgenmad og hun kommer ikke og giver knus – hun står på hovedet mens hun lytter til en mand i radioen, der siger, at hun skal lytte til sit hjerte – men hjerter kan da ikke tale? Som om det ikke var nok, så begynder Mor at tale om at flytte på landet, hvor kragerne har venner, for hun er træt af struds og jag og trummerum. Men Anton vil ikke flytte og han vil heller ikke have at Mor laver det der Judo og går i mærkeligt tøj og med blomster i håret. Men Anton kan ikke finde ud af, hvad han skal gøre, så han henter hjælp hos Molly, der altid er fuld af gode ideer – og Molly svigter ikke. Spørgsmålet er så bare om det kan lykkes at få Mor på andre tanker, om Molly kan løse denne store opgave.

Bogen henvender sig til de 5-9 årige som højtlæsningsbog suppleret af skønne illustrationer. Sproget er legende, i børnehøjde og perfekt til både oplæsning og selvlæsning for de lidt større børn. For der er det med Daneskovs bøger, de kan læses med stor glæde, af børn (voksne) i alle aldre. Daneskov evner at få indlemmet små daglidags finurligheder i handlingen så sproget fortæller derfor mange historier i historien.

Anton og Molly er et skønt par, der både underholder med narrestreger, skøre udtaler og så bliver læseren også konfronteret med mange af hverdagens store og små begivenheder. Det er morale pakket ind i humor i børnehøjde, og det fungerer altså bare super godt, for både børn og voksne.

Kender du Anton og Molly, vil du elske dette gensyn med de to skønne unger. Er du ny i serien, så se at komme med indenfor i et univers, der i dén grad underholder, giver anledning til mange samtaler og som med garanti vil vække børnenes læselyst. Det her er børnelitteratur når det er bedst!


Tidligere udkommet i serien og anmeldt på Bognørden:

Tro, håb og gorgonzola

Tøselus og vinkeflæsk

Dig, mig og lama

Smørhår og duksedrenge – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

søndag den 29. oktober 2017

Den sorte kat i Mosul

AF Puk Damsgård



”For you it´s a story – but for me it´s my life”
For dig er det en historie – for mig er det mit liv.

Puk Damsgård er uddannet journalist og har siden 2011 været DR´s mellemøstkorrespondent pt. med base i Cairo. Puk Damsgård er også kvinden bag de to fantastiske bøger: Hvor solen græder og Ser du månen, Daniel. (se mere nederst på denne side) Sidstnævnte skaffede hende den journalistiske hæderpris Cavlingprisen. Ligesom også hendes arbejde har skaffet hende talrige priser. Se mere om forfatteren her

”Krig er krig. Det er ikke noget personligt”

Irak har været et martret land i mange årtier. Sadam Hussein holdt befolkningen i et jerngreb af tortur, magtarrogance og udryddelse af dele af befolkningen. Der var derfor spredt håb blandt irakerne, da amerikanerne afsatte landets diktator. Men håb om fred og demokrati blev hurtigt afløst af korruption, kampe mellem stammer og andre grupper med radikale ideologier, voksede hastigt. Amerikanerne trak sig ud i 2013 efter at have trænet Irakisk politi og militær, men IS var efterhånden på stormende fremmarch og i 2014 belejrede de Mosul og gjorde byen til kalifat. IS er kendt for deres skånselsløse behandling af fanger og civile men, hvordan var det egentlig at leve inde i det lukkede kalifat - og, hvordan er det egentlig med de irakiske specialstyrker? Er de, de folkehelte de fremstilles som, eller er der også brodne kar hos dem? Det er noget af det Puk Damsgård undersøger i denne dokumentar fra fronten. Hun levede i månedsvis sammen med skiftende irakiske specialstyrker, på deres baser ved fronterne. Hun har besøgt familier, kærester og gamle venner, for at se, hvad så mange års krig, korruption og had gør ved et land og ikke mindst, hvad det gør ved befolkningen. Og nu, hvor IS er nogenlunde forsvundet fra Mosul, hvordan så med freden – ligger den bare lige for og til at samle op?

”Det er ikke bare krigere, vi kæmper mod. Det er et tankesæt”

Puk Damsgård evner som få, at formidle gru så man faktisk hører fuglene synge. Vedkommende, nuanceret og faktisk også nogenlunde neutralt, har hun, endnu en gang, skrevet en beretning fra et af verdens brændpunkter, på en måde så læseren både er til stede, mærker rystelserne og får bombarderet både følelsesregister og lugtesans. Den er letlæselig, fanger fra første færd og så hamrer den en pæl gennem fantasien om gode/onde mørke/lys og ikke mindst gennem forestillingen om hjælp.

”Ja, hvis jeg var dansker, ville jeg ikke give en krone til genopbygningen i Irak, for pengene ender i politikernes lommer[…] genopbygningen er en guldgruppe for dem, der leder den”

Den sorte kat i Mosul er ingen forherligelse af en soldat frem for en anden. Men derimod er den gennemsyret af forfatterens kærlighed til landet og dets indbyggere. Tag ikke fejl, Puk Damsgård har skam valgt side – den modsatte af IS, undertrykkelse og tortur. Men også hun, har måtte erkende, at historien om det levende menneske, det inderste, kan rumme både kaos og frastødende egenskaber, lige ved siden af varmen og venskabet. Og hun evner altså at formidle det, fuldkommen sublimt.

”Hvis bare der lå en halvdårlig plan eller en skitse, men der er absolut intet (om regeringens planlægning af Mosuls fremtidige magtbalance) Og regeringen kan jo ikke sige, at de ikke vidste, at krigen en dag ville slutte”

Jeg har, flere gange harceleret mod journalister, som, efter min mening, er blevet for smarte i jagten på at komme helt frem i frontlinjen og være på landsdækkende TV derfra. Ofte har jeg spurgt dem, og mig selv, om det virkelig er det værd. At risikere liv og lemmer i jagten på det perfekte billede. For første gang sidder jeg med en klar følelse af, at det giver fuldkommen mening. Puk Damsgård sætter aldrig sig selv foran sin historie, og jeg må bøje mig i støvet mens jeg besvarer mit eget spørgsmål: Var det virkelig det værd? JA. For det er så ufattelig vigtigt, det der fortælles her. Menneskeligt forfald, millioner af mennesker jaget på flugt, dræbt eller skadet for livet – både psykisk og fysisk. Og i dag, hvor samfundsdebatten desværre handler meget mere om ofrenes placering på verdenskortet, end om, hvordan verdenssamfundet reelt kan hjælpe befolkningen videre – så er denne beretning så meget desto vigtigere.

”(Puk til soldat) ”Græder du også nogle gange om natten?”
”Ja. Og ved du hvorfor?”
”Nej”
”Nogle siger, at det kun er kvinder, der kan græde. Ikke mænd. Men faktisk er gråd jo for alle. En mand kan godt græde. Men han kan ikke gøre det foran andre”[…]
”Kan du græde foran dine soldaterkammerater?”
Nej, og heller ikke foran min familie. Jeg har ikke lyst til at vise nogen, hvor ødelagt jeg er indeni. Ingen har set mig græde”

Jeg sagde, at Damsgårds: Der, hvor solen græder, burde være på alle gymnasiers pensumliste. Det samme bør Den sorte kat i Mosul. For den er højtråbende vidnesbyrd i en ellers ofte tavs fortælling. En nødvendighed, for uden at komme helt ind i kernen, der hvor det gør ondt, kan vi ikke lære vores kommende generationer om fortidens fejl, og så kommer de, rystende let, måske til at gentage dem!

”Det så ud, som om de folk, jeg mødte, havde mistet retningen”
”Men måske var det mig selv”

Endnu en gang har jeg været tryllebundet af Puk Damsgårds beretning, jeg har været frastødt, følt skam, vrede og stor frustration – men jeg har i dén grad også følt varme, omsorg og set et lille lys i mørket. Tilbage er ”bare” at håbe, at den næste beretning fra Damsgårds Irak, bliver en helt anden en denne – det har den knuste befolkning i dén grad fortjent. Og så håber jeg, at denne bog vil komme vidt omkring, for dens mangfoldige budskaber er så ufattelig vigtige for os alle sammen.

Tak, Puk.

Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden

1.    Hvor solen græder- Læs anmeldelsen her
 2.    Ser du månen, Daniel – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

torsdag den 26. oktober 2017

Bella - Ballade

AF Lene Ewald Hesel

Illustreret af Simon Bang 



Lene Hesel er bachelor i japansk sprog og kultur, uddannet folkeskolelærer og så er hun forfatteren bag bl.a. Dyrernes ABC. Simon Bangs streger findes bådes om pladeomslag, bogillustrationer og så er han også instruktør af filmen: Angrebet på Shellhuset.

Bella er en meget bestemt pige, hun ved lige præcis, hvad hun vil – og ikke vil. Nu skal hun altså i bad, og her kommer Bellas mor på hårdt arbejde. For Bella vil have så meget legetøj med i baljen, så hun faktisk ikke selv kan være der. Mors nej bliver ikke godt modtaget, og så har vi balladen. Og Bella stopper ikke ved dyrene i badet, hun har faktisk flere gode ideer til, hvordan hun kan drille son mor.



Bella er som sagt en bestemt pige. Også om morgenen vil hun gerne styre familien, og hun begynder i samme sekund hun ser sine forældre. Som om det ikke var nok at bestemme, hvad hun vil spise, så er Bella også fuld af ting, hun er nødt til at gøre - Faktisk er morgenen fuld af: Jeg skal bare lige – og hvilken forælder kender ikke det?


Historierne om Bella-Ballade udkom første gang for 20 år siden, de henvender sig til børn i ca. 2-4 års alderen og er glimrende til både højtlæsning og billedbog. Historierne er letgenkendelige episoder fra dagligdagen og de skønne illustrationer holder stadig hele vejen. Og så var det herligt, at få et nostalgisk tilbageblik på datidens børneting. Bøgerne kan både bruges til at spejle sig selv og barnet i handlingen, men de kan som nævnt, også bruges som billedbog for børnene, idet de skønne illustrationer både supplerer historierne og kan fortælle sine egne historie.


© Bognørden

onsdag den 25. oktober 2017

Den rullende kanon

En antologi af yndlingsdigte

Redigeret  AF Ib Michael & Thomas Boberg. 



Det er to af dansk litteraturs store bidragsydere, der her har samlet 242 yndlingsdigte fra hele verden. Ib Michael har udgivet mere end 30 romaner, novellesamlinger og digte. Forfatterskabet er belønnet med bl.a. De gyldne Laurbær og Weekendavisens litteraturpris. Jeg har haft den gode oplevelse at anmelde hans samling af indianske tekster (se mere under denne anmeldelse) Derimod har jeg ikke stiftet bekendtskab med Thomas Boberg endnu. Også han er prisvindende, han har modtaget Det danske akademis store pris og Johannes Ewald Hæderslegat, og har flere udgivelser bag sig; rejseskildringer, en roman og flere digtsamlinger.

Samlingens 242 digte er forfattet af bl.a. Ib Michael, Emily Dickinson, Gunnar Ekelöf og Arthur Rimbaud. Der er stor spredning i både digtenes handlinger og opbygning, det giver en virkelig god mulighed for, at læseren får fuld valuta af samlingen – og det i mange år frem. For den kan læses igen og igen, fra start til slut, eller bruges som åndehuller i en travl hverdag. Samtidig har Ib Michael og Thomas Boberg gjort det endnu lettere at finde tilbage til udvalgte passager, for de leverer både noter og en alfabetisk indholdsfortegnelse bagerst i samlingen. Det er sådan set bare, at kaste sig ind i samlingen.

Jeg har udvalgt tre digte, der viser diversiteten i samlingen:

51:

” For at værne om ytringsfriheden
Råber jeg røvhul
Efter min nabo”

124:

"[…] – en tom maves  hallucinationer – arbejdets mekanik – fultids- og uden ferier – uden betaling og kun kaos i en verden som hverken er himmel eller jord    mellem himmel og jord     himmel og jord
Der er et helt almindeligt stedmed ens mennesker jeg observerer med dette kræmmerhus som gerne vil – forsøger – at være mit eneste mikroskop eller officielle udsigtspunkt hvor jeg ikke behøver at stikke hovedet ud
Ad bussens vindue   selvom menneskene skriger   befaler mig   at være fornuftig   rationel   for ikke på ny    at se   se mig
Forsvarsløs i en verden jeg ikke ville kunne tæmme alene”

220:

"Synlig, alt for synlig (men for ingen)  her i nattemørket med hvidt lys fra døren
Ud forbi mig og langt inde mellem træerne. Det pusler derinde et sted, jeg står og overvejer om det mon skulle være Gunnar Ekelöfs veritable ræv der er for tidligt på færde men måske er det ligefrem digteren himself – som promenerer sin smalle fregnede isse og sine tynde ører mellem våde birkestammer, noget rumsterer i hvert fald, dyr eller fortroligt monster, nedsmeltende modbillede, eet fedt! Det rager mig! Urokkeligstår jeg her, vågen, prisgivet, for enden af min streg."

Samlingen slutter af med Efterskrift – et essay om at læse digte af Ib Michael og et indblik i de to herrers mailkorrespondance. Begge steder driver kærligheden til det skrevne ord, ned af siderne. Lidenskaben, der dyrkes dagligt og som giver så meget til menneskeheden og ikke mindst til Ib Michael og Thomas Boberg.

Jeg vil stadig, til enhver tid, foretrække romanens mulighed for fordybelse, men jeg må altså, endnu en gang, konstatere, at digte kan så meget mere end jeg har tiltroet dem. I min skoletid var det en sur pligt at analysere dem, men i dag kan jeg, med stadig stigende interesse, konstatere, at digte kan noget. Den rullende kanon, er en solid samling digte, der kan tages frem igen og igen, giver stof til eftertanke og faktisk gav mig oplevelsen af at opleve nye sider, når jeg genlæste nogle af digtene. Og så er det altså svært ikke at blive smittet af den store glæde og entusiasme, der er baggrunden for samlingen.


Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden:

Ib Michael: Det rygende spejl – Indianske sange og tekster fra den Nye verden
 –
Læs anmeldelsen her

© Bognørden

tirsdag den 24. oktober 2017

Du forstår ikke din egen mor!

20 telefonsamtaler m.m.


AF Lisbeth Wulff



Lisbeth Wulff er skuespiller og manuskriptforfatter for serier som: I hegnet og Mens vi presser citronen. Lisbeth Wulff er også Trine i Rytteriet på DR2 og har selv skrevet samtlige dialoger, hvilket også er baggrunden for denne samling.

Rytteriet er en satireserie, der beskæftiger sig med de lidt skæve eksistenser. Men som altid, er satiren også knivskarp i sin udlevering af de menneskelige egenskaber og vores interaktioner med andre. Trine og mor er satire med bid og vid, for det er ikke ”bare” kugleskøre dialoger – det er et billede af, hvor let vi kan gå fejl af hinanden, hvis vi ikke kommunikerer præcist, hvis vi ikke får sagt fra og så er det frem for alt et fantastisk billede på forældre og børn relationer.

F.eks.

”- Hallo, det er Trine

-Det er mor

- Hej mor, hva´ så?

- Hva´så? Du siger bare hva´så, som om intet e i vejen. Du kan da høre på mig, at jeg ikke har det godt, Trine. Trine, altså…

- Undskyld, mor

- Sig ordentligt undskyld

- Undskyld.

-Ordentligt, Trine. Du skal sige det, så jeg kan høre du mener det.

- UNDSKYLD

- Nej. Trine, om igen

- Undskyld

- Undskyld – kan du ikke høre det? Du mener det ikke – det lyder falsk. Trine, sig så undskyld.

- FOR HELVEDE MOR, jeg kan ikke finde ud af det.

- Nej. Der satte du hovedet på sømmet. Du kan ikke finde ud af det. Du lytter jo ikke. Du hører ikke, hvad jeg siger.

- Mor, skal vi ikke bare slutte denne samtale nu?

- Nej, ikke før du har sagt undskyld.

- Undskyld.

- Trine, jeg gider ikke snakke med dig mere – jeg orker ikke al den ballade. Jeg bliver træt i hovedet. Nu har jeg fået hovedpine. For helvede Trine – av, det gør ondt!

- Hvad ville du snakke om, Mor?

- Ingentinge… Ingenting overhovedet. Og i hvert fald ikke noget du vil kunne hjælpe mig med.

- Nej, det har du nok ret i.

- ÅH, DU FORSTÅR IKKE DIN EGEN MOR!”

Således kommer de 20 samtaler rundt om manglende børnebørn, påskefrokost, julefrokost, arrogance, utroskab, og hvis dagbog man kan tillade sig at læse op fra etc. etc. Ja, tingene er sat helt ude på overdrevets spids, men lur mig: du kan genkende dele fra en eller flere samtaler – og ikke kun for det sjove.

Top underholdning, brug den i familien/vennekredsen – som oplæsning eller til opførelse af dialogerne. Tag den frem på en gråvejrsdag få smil på læberne, læs den i bidder eller i sin helhed – uanset, hvad du vælger, så garanterer jeg at den vil vække både grin og genkendelse – og selv om der er længe til endnu; genial mandelgave idé.


 © Bognørden

mandag den 23. oktober 2017

Epifanien

AF Merete Pryds Helle


Illustreret af Rasmus Svarre



Merete Pryds Helle har et omfattende forfatterskab bag sig, der både rummer krimier og romaner. Senest modtog hun i 2017 De Gyldne Laurbær for Folkets skønhed, der er baseret på hendes egen familie. Ligesom forfatteren, har også Illustrator Rasmus Svarre en lang række udgivelser bag sig, bl.a. Lille rød.

Professoren på Institut for Forhistorisk Arkæologi er optaget af Epifanien. Et ca. 12.000 år gammelt urtidsrige, der synes fuldkommen udslettet. Forskerne kan se konturerne af Epifanien men har aldrig fundet en eneste død – hvor blev de døde af? Professoren og otte andre, deriblandt forskeren Anna, som professoren er temmelig vild med, får pludselig bevilget adgang til riget, og tager straks afsted. Men allerede på turen dertil går det galt, helikopteren de flyver i, ender midt i en voldsom naturkatastrofe og verden, som vi kender den, synes at forsvinde på et øjeblik. De startede ni, men snart er det kun professoren og Anna, der er tilbage og påbegynder jagten på de uddøde folk af Epifanien. Professoren og Anna udsættes for flere uforklarlige fænomener, i jagtens på svar, og mens deres forelskelse bryder ud må de også erkende, at selv nymodens udstyr ikke kan beskytte dem mod naturens gang.

Sproget er sådan set, super fint. Det samme kan siges om illustrationerne, der minder om streger, gennemgående dystre og meget enkle. Men dét sproget skulle fortælle mig, kunne jeg til gengæld slet ikke relatere til – blandingen af fantasy tilsat detaljerede arkæologiske metoder og redskaber og ikke mindst figurernes handlinger, faldt helt igennem hos mig.  

Jeg køber præmissen med, at handlingen kan foregå både i fortiden og fremtiden. Men den naturvidenskabelige fortælling blev , hos mig, overskygget af manglende realisme. Derfor havde jeg mere end svært ved at fastholde både interessen og læseflowet. Når jeg ikke tror på figurer og deres handlinger, så skal jeg have en virkelig realistisk handling, der kan "overskygge" det jeg savner. Men her er det altså, at jeg kommer til kort - for fantasy er bare ikke mig. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Pryds Helles forfatterskab eller Svarres illustrationer, så jeg kan ikke udtale mig om eventuelle fælles tegn med tidligere værker. Til gengæld kan jeg sige, at jeg endnu engang fik bekræftet, at fantasy ikke er en genre, jeg kommer til at holde af. 


© Bognørden

lørdag den 21. oktober 2017

Bjørneby





Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild
Bjørneby er første bind i en serie på to romaner om en lille by med store drømme. Det Fredrik Backmans femte danske udgivelse, hvoraf En mand der hedder Ove nok er mest kendt (se mere nederst) Ved siden af forfatterskabet er svenskeren debattør, blogger og skribent. Du kan læse mere om forfatteren her

Bjørneby er en svensk by, helt oppe i det kolde og mørke nord, hvor der ikke er ret mange tilbageværende indbyggere, og byens eneste store arbejdsplads fabrikken, er ikke, hvad den var dengang den samlede de pensionerede ishockeyspillere op. Derfor er der faktisk kun én enkelt ting byen kan samles om: Bjørneby ishockeyklub. Klubben har en lang og stolt historie, men desværre er det mange år siden, de har vundet noget og de tørster. Den tørst ser ud til at kunne slukkes da byens juniorhold er få kampe fra at blive svenske mestre. Byen er på den anden ende i jubel og store planer er allerede lagt for de kommende år, for den store betydning et mesterskab vil betyde for byen. I den sitrene stemning der hersker, forsøger de forskellige interessenter at finde deres vej gennem mylderet. De unge kæmper mod mobning, udelukkelse og ikke mindst kæmper de for at passe ind, både på holdet og udenfor. Klubbens folk, alt fra direktør over sportschef til sponsorer, forældre og trænere, har travlt med at diktere, hvordan alle andre skal opføre sig og, hvordan en klub og en by skal drives. Men naturligvis går noget galt, noget får fatale følger og kommer til at forfølge byen og dens indbyggere. For, hvor godt kender vi egentlig hinanden, hvor langt vil vi egentlig gå for at forsvare, hvad vi mener er vores eller anses for vores ret til succes?

Jeg har fulgt hele Backmans forfatterskab, og det med stor begejstring. Han kan noget helt unikt i forholdet til menneskets indre. Han formidler tanker, handlinger og ikke mindst egenskaber, så fuglene synger. Som altid er Fredrik Backman en mester i at servere moralske dilemmaer, og gerne flere af dem. I Bjørneby kører han dem af på stribe. Kort, præcist og så levende, at du ikke er et sekund i tvivl om, at det her er virkeligheden. Jeg vil undlade at gå i detaljer, for det ødelægger læseoplevelsen, jeg vil blot konstatere, at det her er meget mere, end blot underholdning.

Således også her i Bjørneby, hvor sproget flyder, handlingen er levende og personportrætterne - Mand, kvinde, ung eller gammel, samtlige figurer er knivskarpe. Han evner både de små præcise punchlines, der giver læseren stød i mellemgulvet og en skarp eftertanke og så mestrer han også at skabe et univers, der kunne rumme du og jeg – jeg bøjer mig, igen, i støvet.

Bjørneby er en kæmpe kærlighedserklæring til ishockeysporten, romanen emmer af engagement, kærlighed og en intensitet som alle, der har en lidenskab kender. I dette tilfælde er det så ishockey, men det kunne have været andet. Nu har jeg et langt liv indenfor ishockeysporten bag mig. Så for mig var det en stor glæde at få kombineret to lidenskaber: litteratur og ishockey – Derfor var det også et stort irritationsmoment, da jeg konsekvent blev præsenteret for pucker (puck i flertal) Et ord som overhovedet ikke findes i dansk ishockey, men som til min store undren er opfundet af dansk sprognævn. Her et lille opråb til dem om at se på dette ord af ukendt oprindelse.

Som nævnt er Bjørneby første bind ud af to om Bjørneby. Om du er til ishockey, sport eller blot ønsker din familie succes, så vil du kunne relatere til mange af de dilemmaer der her beskrives. Udover min uenighed med sprognævnet, har jeg kun én eneste anke: der er ingen dato på udgivelse af næste bind. For Backman har gjort det igen, igen - fængslet mig fra start til slut og givet mig, endnu mere stof til eftertanke – Jeg er stadig enorm stor fan!



Tidligere udkommet og anmeldt på Bognørden

En mand der hedder Ove (2013)

Britt-Marie var her (2014) – Læs anmeldelsen her

Min mormor hilser og siger undskyld (2015) – Læs anmeldelsen her

Ting min søn skal vide om verden (2016) – Læs anmeldelsen her

© Bognørden

søndag den 15. oktober 2017

Karen Jeppe - Et lys i rædslens mørke

AF Kåre Bluitgen





Karen Jeppe er andet bind i serien ”De gik forrest” første bind om Nina Bang udkom i 2016 (læs mere nederst på denne side) Serien omhandler danskere, som var foregangskvinder- og mænd på deres tid. Det være sig indenfor Humanisme, videnskab og i politik.

Karen Jeppe blev født i Jylland i 1876. Da hun rundede sit første leveår, blev hun ramt af lungebetændelse, som var livstruende på den tid. Ikke mange troede på, at Karen ville klare den, men det gjorde hun – desværre blev det begyndelsen på et liv med et noget plaget heldbred. Men det skulle ikke holde Karen tilbage, hun fattede interesse for de mennesker, der levede med krig, slaveri og sygdom, og rejste til Tyrkiet for at hjælpe det armenske folk, der var voldsomt angrebet af tyrkerne. Resten af sit liv, brugte Karen Jeppe på at hjælpe krigens ofre, tankevækkende er det da også, at hun døde i Aleppo, den syriske by, der igen i dag, er hårdt plaget af både Islamisk Stat og præsident Assad.

Bogen henvender sig til de mindre skolebørn, jeg vil mene fra 3. klasse og opefter. Sproget er i korte sætninger, mens private fotografier hjælper til at sætte tingene i perspektiv. Historien og Karen Jeppe er på alle måder vigtig, ikke mindst, da nogle af de grusomheder, Karen oplevede for over 100 år siden, igen i dag er aktuelle.

Bogen er voldsom i beretningen, jeg vil derfor anbefale at der er ”voksen-adgang” for der vil med garanti komme mange spørgsmål og tanker frem i barnet, ligesom der er nogle steder, hvor forfatteren beskriver hændelser, uden at følge dem op – dér skal der være mulighed for at barnet skal kunne snakke om tingene, og få spørgsmål besvaret..

I helheden er serien super god og vigtig. Jeg vil mene, at serien kan bruges både som undervisningsmateriale, til børnenes frilæsning og som højtlæsning.


Tidligere udkommet i serien: De gik forrest – og anmeldt på Bognørden:



© Bognørden.

lørdag den 14. oktober 2017

Hva´ så nu? Geo

Levende, lykkelig og langt fra ok


AF Christian Geo Heltboe



Geo har en lang karriere som stand up komiker bag sig, men efter at være ramt af kræft hele to gange, er han måske i højre grad cancer ambassadør. Geo debuterede med biografien Ikk´ for sjov – om kemo og komedy. En hudløs fortælling om at være cancerpatient, om at være en kendt-cancerpatient og om alle de op og nedture en livstruende sygdom kan afstedkomme. Meget er sket siden Geo debuterede som forfatter og påbegyndte sin turné med kemo og komedy – og det er så det, Geo tager hul på her i fortsættelsen: Levende, lykkelig og langt fra ok. Du kan se mere om Geo her

”[…] OBS-kampagnerne nævnte aldrig noget om, at kræftdiagnoser blev styret via en kræfttombola fra landet Tilfældia […]”

Fem år er gået siden Geo i 2012 blev erklæret rask – for anden gang. For Geo fik testikelkræft, blev erklæret rask, for derefter at gennemgå en stor lungeoperation og efterfølgende kemoterapi, da der var sket spredning til lungen. Hvor Ikk´ for sjov beskæftiger sig med det kaos, der opstod med diagnosen og beskrev forløbet under den hårde kemoterapi, er denne efterfølger, en fortælling om livet de første fem år efter sidste raskmelding. For selv om hospitalet siger, at der ikke er mere cancer, så er det cancer, der fylder rigtig meget i Geos hverdag. Han er hundeangst for den mindste smerte: Det er helt sikkert cancer igen. Det samme er hans datter Effie. Hun har for altid fået en angst for at miste sin far, og den angst er ikke let at håndtere for en forælder. Samtidig måtte Geo sande, at hans lykke over at være i live, konfliktede med hans hustrus behov for at bearbejde, hvor bange hun har været under forløbet. Derfor blev et skrøbeligt ægteskab igen konfliktfyldt og Geo valgte at gå fra sin hustru. Udover de mange personlige op og nedture, sadlede Geo helt om professionelt og har åbnet mange øjne i sundhedsvæsenet – men træerne vokser ikke op til himlen, der er stadig meget tilbage at ønske. Kort sagt: Hvad så nu? Geo er en hudløs fortælling om de mange tanker, der følger i kølvandet på en livstruende sygdom, og hvordan dette menneske har grebet det an.

Bogen er delt op i fem stadier – et for hvert år, der er gået siden raskmeldingen. Mest af alt fordi de årlige kontroller er skelsættende og angstfremkaldende, der sigtes hele tiden frem mod den vigtige femte kontrol. Sproget er noget ungt og korrekturen skrider sine steder, specielt mod slutningen. Geo er glad for ordet ”damn” og så veksler han sin fortælling mellem notatform og egentlig fortælling. Det gjorde ikke noget godt for min læseoplevelse men i helheden er boget yderst letlæselig, ikke mindst fordi den er så vedkommende, levende og meget tankevækkende.

Jeg brød mig ikke om Geos tidligere standup repertoire, så jeg gik til den debuten med en god portion skepsis – og blev gjort godt og grundigt til skamme. Geo væltede mig omkuld med sin vedkommende og hudløse fortælling. Og da jeg samtidig sad som lokalformand for Kræftens Bekæmpelse, var jeg henrykt da det efterfølgende det lykkedes mig at få Geo ud, lige i begyndelsen af hans nye æra. Jeg mødte et super sympatisk, varmt og meget sårbart menneske, der udover at berette om hans egen kamp, også lykkedes med at sætte gang i forbedringer for kommende patienter – det kan jo kun afføde stor respekt. 

Den mission fortsætter Geo – igen prikker han hårdt og virkelig præcist ned i de problematikker, der stadig forekommer i mødet mellem system og mennesker. For faktisk åbner Geo også op for (mod)spillet mellem stridende parter i et forhold, der ikke kører optimalt – hvem kan ikke relatere til det – momentvis? Så bogen kan også bruges som en kickstarter til at få taget hul på de svære snakke i parforhold og familier.

Summa summarum: Om du er cancerramt, pårørende, i et forhold eller du ”bare” vil med indenfor i Geos hoved, så garanterer jeg, at der er valuta. For bogen kan både bruges som vejledning, trøst, ideoplæg eller ”bare” som en yderst tankevækkende fortælling. Skilsmisseraten er høj, aldrig har vi haft så mange singler i Danmark. Hvert fjerde menneske rammes af denne grusomme sygdom. Og udover de ramte selv, er der naturligvis større eller mindre familier og berøringsflader, der skal forholde sig til den nye situation – ikke mange af os går fri – på den ene eller anden måde. Og derfor vil jeg gerne påpege, hvor vigtig åbenhed er. Og her er Geos hudløse beretninger, et super godt indspark, der fortjener at bliver læst. Du kan sagtens læse Hva´ så nu? uden at have læst debuten, men jeg anbefaler klart at læse dem begge.


Tidligere udkommet:

Ikk´ for sjov – om kemo og komedy

© Bognørden

torsdag den 12. oktober 2017

Fru Magnusson rydder op

Kunsten at få orden i et helt livs ting


AF Magareta Magnusson



Oversat af Lone Bastholm

Margareta Magnusson er svensk kunstner. Hun er et sted mellem 80 og 100 år, og så er hun uddannet designer. Hun er kunstmaler og har udstillet internationalt, så jeg kan vist roligt sige, at dette er en kvinde med mange forcer. Nu er hun så debuteret med denne guide til, hvordan man holder orden i sine ting. Den er allerede solgt til udgivelse på mere end 20 sprog og har i den grad vakt international opsigt.

Fru Magnusson er mor til fem, enke og bor nu i det, hun selv betegner som sin sidste lejlighed. Egentlig har hun altid levet et liv, hvor ting har sin faste plads og, hvor hun trods mange ting, altid har tænkt over, hvad der er behov og, hvad der er fyld. Efter tre store oprydninger af dødsboer og flytninger til plejehjem, gik det op for Margareta, at meget kan gøres lettere, hvis ejeren selv påbegynder oprydningen inde det er for sent. For der kan gives meget, til stor glæde for modtageren. Der kan også gøres meget for at undgå, at arvinger bliver uvenner over afdødes ting og endelig kan det være en lettelse for det ældre menneske, at få færre ting at gøre rent, færre ting, der kan medføre fald og så kan det også være anledning til mange gode snakke om minder. Men alt er ikke nødvendigvis vel modtaget, derfor kommer der også små ideer til, hvordan sådan en sidste oprydning, kan lempes, stille og roligt ind i den ældres hjerne og hjerte.

Små korte kapitler med både tilbageblik, erfaringer og ideer gør, sammen med det flydende sprog, bogen til en fin lille sag, der både kan bruges som opslagsværk eller læses i sin helhed. F.eks. anbefaler Fru Magnusson, at starte med at lave lister over hvert eneste rum i huset/lejligheden, derefter noteres alt i pågældende rum og slutteligt noteres det om tingen skal; smides ud, til velgørenhed, gemmes eller til familie/venner.

Fotografier og breve bliver klart anbefalet, at være det sidste der skal ryddes op. For ellers er der overhængende fare for, at man ikke kommer længere. For her kommer alle følelserne i spil – det kan både være vedmodigt og skabe stor gensynsglæde – men det tager tid – og det skal de have lov til. 

Hvad du skal gøre med bøger, husgeråd, tøj eller sågar kæledyr, får du både humoristiske og iderige forslag til. Min eneste anke er, at Fru Magnussen ind imellem gentager sig selv lidt for meget. Men i det store hele er denne lille sag faktisk både brugbar, humoristisk og 
herligt tankevækkende. For igen er der ting, vi mennesker ikke er så gode til at tale om, og det kan denne lille sag måske bidrage til at ændre på.Hvilken alder har du - er du en af dem, der skal i gang eller kan du rykke den store oprydning nogle år endnu? Det svar finder du blandt meget andet her i Fru Magnussons skønne guide.

”At blive gammel er ikke for svæklinge! […] Før eller siden vil du blive angrebet af kramper og andre gebrækkeligheder”



© Bognørden