torsdag den 12. oktober 2017

Fru Magnusson rydder op

Kunsten at få orden i et helt livs ting


AF Magareta Magnusson



Oversat af Lone Bastholm

Margareta Magnusson er svensk kunstner. Hun er et sted mellem 80 og 100 år, og så er hun uddannet designer. Hun er kunstmaler og har udstillet internationalt, så jeg kan vist roligt sige, at dette er en kvinde med mange forcer. Nu er hun så debuteret med denne guide til, hvordan man holder orden i sine ting. Den er allerede solgt til udgivelse på mere end 20 sprog og har i den grad vakt international opsigt.

Fru Magnusson er mor til fem, enke og bor nu i det, hun selv betegner som sin sidste lejlighed. Egentlig har hun altid levet et liv, hvor ting har sin faste plads og, hvor hun trods mange ting, altid har tænkt over, hvad der er behov og, hvad der er fyld. Efter tre store oprydninger af dødsboer og flytninger til plejehjem, gik det op for Margareta, at meget kan gøres lettere, hvis ejeren selv påbegynder oprydningen inde det er for sent. For der kan gives meget, til stor glæde for modtageren. Der kan også gøres meget for at undgå, at arvinger bliver uvenner over afdødes ting og endelig kan det være en lettelse for det ældre menneske, at få færre ting at gøre rent, færre ting, der kan medføre fald og så kan det også være anledning til mange gode snakke om minder. Men alt er ikke nødvendigvis vel modtaget, derfor kommer der også små ideer til, hvordan sådan en sidste oprydning, kan lempes, stille og roligt ind i den ældres hjerne og hjerte.

Små korte kapitler med både tilbageblik, erfaringer og ideer gør, sammen med det flydende sprog, bogen til en fin lille sag, der både kan bruges som opslagsværk eller læses i sin helhed. F.eks. anbefaler Fru Magnusson, at starte med at lave lister over hvert eneste rum i huset/lejligheden, derefter noteres alt i pågældende rum og slutteligt noteres det om tingen skal; smides ud, til velgørenhed, gemmes eller til familie/venner.

Fotografier og breve bliver klart anbefalet, at være det sidste der skal ryddes op. For ellers er der overhængende fare for, at man ikke kommer længere. For her kommer alle følelserne i spil – det kan både være vedmodigt og skabe stor gensynsglæde – men det tager tid – og det skal de have lov til. 

Hvad du skal gøre med bøger, husgeråd, tøj eller sågar kæledyr, får du både humoristiske og iderige forslag til. Min eneste anke er, at Fru Magnussen ind imellem gentager sig selv lidt for meget. Men i det store hele er denne lille sag faktisk både brugbar, humoristisk og 
herligt tankevækkende. For igen er der ting, vi mennesker ikke er så gode til at tale om, og det kan denne lille sag måske bidrage til at ændre på.Hvilken alder har du - er du en af dem, der skal i gang eller kan du rykke den store oprydning nogle år endnu? Det svar finder du blandt meget andet her i Fru Magnussons skønne guide.

”At blive gammel er ikke for svæklinge! […] Før eller siden vil du blive angrebet af kramper og andre gebrækkeligheder”



© Bognørden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar